Nyheder15. februar 2017

Hans Otto Bisgaard trækker stikket efter 47 år

Hans Otto Bisgaard ønsker at tilbringe mere tid med familien, men beslutningen har været svær.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hans_otte_bisgaard_g.jpg
 Foto: Peter Grosen

Siden 1970 har lytterne kunnet høre Hans Otto Bisgaards stemme i radioen, eller seerne har set ham tone frem på tv.

Men ultimo februar er slut, oplyste DR tirsdag.

- Det har været en utrolig svær beslutning at tage, for jeg har nydt alle 47 år, jeg har lavet radio og TV. Men min kone har været pensioneret i fem år nu, lige som vi gerne vil have mere tid til sommerhuset og til at spille mere golf. Så nu bliver det nu, siger Bisgaard til DR.

Igennem alle årene har den nu 71-årige radio- og tv-vært både været med til aftenkaffen, eftermiddagskaffen og morgenkaffen hos DR's seere og lyttere.

De senere år har Hans Otto Bisgaard været vært i programmet "Morgenstund" på P4 og P5.

Egentlig var Hans Otto Bisgaard i gang med at læse kemi, ligesom han kortvarigt var ansat som truckfører på Nordisk Kabel og Tråd, før han blev ansat i DR.

Han blev hyret af P3 i 1970 til "forefaldende arbejde" med rockindslag og interviews og takker nu efter 47 år af.

/ritzau/

Sponsoreret indhold