Harvey Weinstein er blevet indlagt på hospital i New York

Den tidligere filmproducent Harvey Weinstein er blevet indlagt på hospitalet Bellevue Hospital i New York.
Her modtager han behandling, som følge af et "foruroligende resultat fra en blodprøve", hvilket kræver "øjeblikkelig lægelig opmærksomhed".
Det siger Imran Ansari, som er advokat for Weinstein, i en udtalelse ifølge mediet ABC News.
- Det ventes, at han vil blive der, indtil hans tilstand er stabil, siger advokaten.
Hans præcise tilstand oplyses ikke.
Den voldtægtsdømte Weinstein er blevet bragt til hospitalet fra Rikers Island-fængslet i New York.
Ansari siger, at Weinstein i fængslet "har lidt af en mangel på tilstrækkelig lægehjælp" og af "sørgelige og umenneskelige forhold".
I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri.
Han er af en lang række kvinder blevet anklaget for overgreb, siden MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017.
I februar 2020 blev han dømt for voldtægt og seksuelt overgreb og fik 23 års fængsel. Dommen blev dog omstødt i april, fordi der under retssagen blev indkaldt vidner, som ifølge appeldomstolen ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.
Efterfølgende har der været nye retsmøder ved retten i New York, hvor nye anklager er kommet til. Weinstein nægter sig skyldig i de nye anklager.
Han er til gengæld idømt 16 års fængsel i en særskilt voldtægtssag i Californien.
I oktober oplyste kilder til flere amerikanske medier, at Harvey Weinstein har fået diagnosticeret kronisk myeloid leukæmi, hvilket er en kræftsygdom i knoglemarven. Det står ikke klart, om hans indlæggelse mandag er relateret til denne sygdom.
I september gennemgik han desuden en akut hjerteoperation, mens han i juli blev indlagt på hospitalet med lungebetændelse i begge lunger og covid-19.
Weinstein er også tidligere blevet behandlet for hjerteproblemer i 2020.
Han har desuden diabetes og forhøjet blodtryk.