Dengang: - Hellere værdsætte det end at frygte at miste det
Torsdag aften offentliggjorde Christiane Schaumburg-Müller, at hun og manden Liam O’ Connor, bedre kendt som L.O.C., går fra hinanden efter et par års ægteskab. Det celebre par havde en meget jordnær tilgang til det at være gift
- Måske vil hun ikke formulere det sådan, men jeg tror, vi begge har så realistisk et syn på at være i et forhold, at vi hellere vil værdsætte det end at frygte at miste det. Og vi har ment det seriøst nok til, at hvis der findes noget, der hedder at blive sammen, til man dør, så må vi kunne gøre det. Mennesker danser i virkeligheden ind og ud af hinandens tilværelser. Og så er det jo bare om at nyde pardansen, mens den varer ved. Christiane er sin egen, og jeg er min egen, og sammen er vi bare endnu bedre lige nu, sagde Liam O’ Connor til Femina i marts måned.
[node:aller-related-content]
Parret har endnu ikke udtalt sig om årsagen til skilsmissen. Men ud at dømme fra en anden passage i samme Femina-interview skal årsagen ikke findes i deres travle liv.
- Jeg tror ikke, vi ville kunne fungere sammen med nogen som helst, hvis vi ikke fik lov til at få tilfredsstillet vores eget lille behov, ego, karrierevalg. Vi har brugt enormt meget tid på at gøre klart for hinanden, hvad der gør os glade. Jeg føler ikke, at jeg har noget at tilbyde hende, hvis jeg ikke føler mig fyldt op med det, jeg holder af. Den gensidige forståelse kom ret hurtigt. Måske fordi vores erhverv minder om hinanden. Der er en enorm forståelse, og det gør det let og respektfuldt, sagde L.O.C