Her er Dennis Knudsens 'hemmelige' job
Makeup-artisten Dennis Knudsen afslører nu, hvad han skal lave i fremtiden.
Han har i det seneste halve år, efter at boet fra hans uheldige forsøg i restaurantverdenen med 'Restaurant Kontrast' er blevet gjort op, realiseret alle sine værdier i form af ejendomme i Danmark og udlandet, ligesom han har afhændet sin butik i København.
Han har hidtil været hemmelighedsfuld omkring brandudsalget og årsagen til det.
Hvad han skulle lave i fremtiden ønskede han heller ikke at fortælle.
Men nu melder han ud, at han i den grad skifter spor rent karrieremæssigt.
Dennis Knudsen springer nemlig ud som både manuskriptforfatter og filminstruktør, oplyser han i en pressemeddelelse.
Dennis Knudsen: - Du bollede med fyre, mens vi prøvede at få et barn
Hans kommende film handler om en dreng , der får en kønsskifteoperation som spæd, og den bliver lavet i samarbejde med Zentropa.
Filmens arbejdstitel er 'Prinsesse'.
Den handler om et ungt par, Mie og August, der tror, de skal have en lille pige. Men jordemoderen har været uopmærksom, og i stedet får de en dreng. Mie får en fødselsdepression og sidenhen en psykose, og hun ender med at sende sin lille søn til Thailand, hvor han får en kønsskifteoperation. Filmen følger Victoria, som barnet kaldes, i sine første 17 leveår – indtil sandheden pludselig kommer frem, og Mie må indrømme, hvad hun mange år forinden udsatte sit barn for.