Nyheder1. december 2016

Her er din guide til "SKAM"! Forstå føkkboy og Drittsekk

Den norske kultserie har taget både sit hjemland og tusindvis af danskerne med storm – og nu kan du også komme helt tæt på Noora, Eva og Isak, der sender os alle retur til gymnasiet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mynt15109716aw.00_01_38_24.still004_1_1.jpg
 (Foto: NRK)

Så skal danskerne ikke vente længere. Den 1. december klokken 17 har "SKAM" premiere på DR3 - med danske understekster. I den forbindelse har SE og HØR forfattet en lille guide, så hvis du er "SKAM"-nybegynder, så læs endelig videre:

Forstå fænomenet

I efteråret 2015 fik den norske netdramaserie ”SKAM”, der handler om teenageres dagligdag på Hartvig Nissens Gymnasium i Oslo, premiere på norske NRK.

Formatet stod for en lille revolution, da det ikke ligner noget andet set på TV eller net tidligere. Fans kunne følge udviklingen i handlingen hver dag, fordi der blev lagt små klip eller sms-beskeder ud på skam.p3.no. Disse blev så samlet i et afsnit hver fredag, som blev sendt på NRK’s netside.

Den specielle opbygning af ”SKAM” har medført, at fans har troet, at karaktererne fra serien var virkelige, men selv om Eva, Isak og resten af seriens hovedpersoner har både Facebook og Instagram, er de altså fiktive personer.
Hele universet bliver endnu mere virkeligt af, at alt foregår i såkaldt real time.

F.eks. taler de i serien om Donald Trumps valgsejr. Det kan lade sig gøre, fordi ”SKAM” bliver optaget, få uger før den bliver lagt på nettet. Der er indtil videre produceret tre sæsoner af kultserien. I 1. sæson så man alt fra Evas synspunkt, i 2. sæson var Noora hovedpersonen, mens Isak styrer den igangværende sæson 3.

Indtil videre har DR3 kun købt rettighederne til de to første sæsoner.

Kvinden bag

34-årige Julie Andem er navnet på idémageren bag ”SKAM”.

Hun har skabt Eva, Jonas og Even, der bare er nogle af navnene på seriens nøglepersoner, efter mange timers interview med unge, der står i de samme situationer som dem i ”SKAM”-universet.

– Vi lytter ekstremt meget til kommentarsporet på nettet og holder konstant øje med, hvad der optager de unge.

Det betyder bl.a. også, at jeg ikke har skrevet det sidste afsnit, når sæsonen går i gang, har Julie udtalt til Information. Et af seriens stærkeste virkemidler, ud over de popkulturelle referencer, er musikken. Julie Andem er helt eminent til at understrege et budskab med lydsporet, som du selv kan dykke ned i på Spotify.

I sommer skrev Politiken f.eks.: ”Brugen af musik er overlegen. På niveau med, hvad instruktør-legender som Sofia Coppola og Xavier Dolan har bedrevet. Når skolens ”bad boy” William introduceres, sker det i slowmotion, mens Young Thug synger ”I’m a beast”. Når Eva er vred, tordner Woodkids ”Run Boy Run” på lydsiden, og da pigerne drager til fest, synger Peaches ”Dick in the Air”. Små musikbidder, hvis konkrete tekststykker bruges aktivt i historien.

Samtidig udråbte den danske avis ”SKAM” til verdens bedste ungdomsserie.

Rigtige mennesker

De fleste af rollerne i ”SKAM” er besat af teenagere, der endnu er ubeskrevne blade i norsk skuespil. Derfor har NRK besluttet at skærme Lisa Teige (Eva), Josefine Frida Pettersen (Noora), Tarjei Sandvik Moe (Isak) og resten af holdet.

De stiller kun op til udvalgte interviews, men på de sociale medier kan du få et indblik i, hvem personerne bag ”SKAM”-karaktererne er.

Tarjei går faktisk på samme skole som i ”SKAM”, og så er han ven med mange af sine medskuespillere, bl.a. Ulrikke Falch, der spiller Vilde.

SKAM

Sponsoreret indhold