Efter hjerneblødning: Her er Robert Hansens nye job

Skuespilleren Robert Hansen har kæmpet mod flere alvorlige sygdomme de seneste år. For to år siden blev han hasteopereret i hjertet, og i sommers blev han så ramt af en hjerneblødning, mens han befandt sig i sin lejlighed på Frederiksberg.
Siden har den 38-årige skuespiller været indlagt på både Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital til genoptræning. Men det lader heldigvis til, at Robert Hansen i 2019 er klar til at stå på en scene igen. I hvert fald har han fået en bærende rolle i musicalen ”Flashdance”, der får premiere i 2019.
Det afslører One and Only Musical Teater i en pressemeddelelse.
- Vi er lykkelige for, at vi har kunnet samle så stærkt et cast. De kan virkelig noget sammen, og mængden af energi og helt utrolig. Jeg er personligt glad for at have Robert Hansen tilbage igen efter hans store præstation i Dirty Dancing. Han er vores allesammens “Come Back Kid”, og vi glæder os til at være sammen med ham og hans ukuelige humør. Det bliver skønt, fortæller executive producer for forestillingen, Jesper W. Leisner, i pressemeddelelsen.
”Flashdance” får premiere den 8. marts 2019, og på rollelisten ses også Silas Holst og Sicilia Gadborg, der skal spille forestillingens to store hovedroller.

Her ses hovedcastet til ”Flashdance”. Foto: One And Only Musical Teater
Robert Hansen havde i dagene op til hjerneblødningen haft smerter i sin skulder og troede i første omgang, at der var tale om dét, man kalder ”en frossen skulder”.
Den 21. august fik han det dog så dårligt hjemme, at kæresten valgte at ringe efter en ambulance.
Og på hospitalet kunne lægerne konstatere, at det var en hjerneblødning, der havde ramt den populære ”Anja og Viktor”-skuespiller.
Han blev hastet på Rigshospitalet i ambulance og efterfølgende akut opereret for at fjerne hjerneblødningen og mindske trykket i hjernen.
Hjerneblødningen kommer blot to år efter, at Robert Hansen var overordentlig tæt på at miste livet.

Robert Hansen efter sin hjerteoperation i 2015. Foto: Privat/Instagram
Skuespilleren faldt i april 2015 om under en forestilling i Tivoli, og efterfølgende kunne lægerne konstatere, at han havde en livstruende rift på sin halspulsåre. Robert Hansen gennemgik samme dag en otte timer lang operation i hjertet, hvor han blandt andet fik indsat en ny hjerteklap.
Du kan se billeder af Robert Hansen i galleriet herunder: