Hilda Heick stemte forkert i Eurovision-juryen
Hilda Heick, der var et ud af fem danske jurymedlemmer ved lørdagens Eurovision, vendte op og ned på karaktergivningen ved konkurrencen.
Det bekræfter hun over for Ritzau.
Ved sangkonkurrencen skulle jurymedlemmerne rangordne landene fra nummer 1 til 26, men det misforstod Hilda Heick. Eksempelvis har hun rangeret Australien allersidst - som nummer 26 - selv om hun mente, at det var den bedste sang.
- Det har jeg fået fuldstændig galt i halsen. Det er jeg frygtelig ked af, siger Hilda Heick.
- Jeg har opfattet det, som om man skulle tildele det højeste nummer til den sang, man bedst kunne lide. Og det laveste nummer går til den, man ikke bryder sig om.
Det var Ukraine, der lørdag løb med sejren. Og faktisk fremgår det af lørdagens afstemning, at Hilda Heick vurderede sangen til at være den andenbedste.
Men det er altså en fejl. For hun brød sig slet ikke om sangen "1944", der handler om Ruslands deportation af hele Krimhalvøens tatarbefolkning under Anden Verdenskrig.
- Jeg synes absolut ikke, at man skal blande politik ind i grandprix. Jeg synes, at vi skal mødes på det sjove, det hyggelige og det festlige, siger Hilda Heick.
Følelser sender grandprix-chef i tænkeboks
Hilda Heick fastslår, at hun er utrolig ked af, at hun har misforstået fremgangsmetoden.
- Og jeg undrer mig også lidt over afstemningen. Måske kan der være andre, der har fjumret i det, ligesom jeg har, lyder det fra jurymedlemmet.
Ved afstemningen skulle alle jurymedlemmer give karakter til hver enkelt sang.
Grandprix-chef om fiasko: En knytnæve i maven
Hilda Heick fortæller, at hun tog grundige noter efter hver sang for overhovedet at kunne huske dem. Det var dog svært at tildele en retfærdig karakter til så mange sange, mener hun, og efterlyser det gamle system, hvor der kun var fokus på de bedste bidrag.