NyhederI går (opd. I går)

Historisk kro er sat til salg: Koster 55 millioner kroner

Molskroen søger en ny ejer med særdeles dybe lommer
Den gulkalkede kro fra 1924 ligger direkte ud til Ebeltoft vig.
Den gulkalkede kro fra 1924 ligger direkte ud til Ebeltoft vig.
 Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Siden 2012 har Henrik Frederiksen og Mercandia Invest ApS ejet Molskroen ved Mols Bjerge, men nu skal det være slut, skriver TV2 Østjylland.

Den historiske kro er sat til salg for 55 millioner kroner, fremgår det af EDC's hjemmeside, hvor kroen er sat til salg.

Dermed er det snart et farvel til det livsværk, som Henrik Frederiksen og hans afdøde hustru, Vivi Henriksen Frederiksen, har arbejdet på de seneste 13 år.

Med i prisen får man Strandhotellet, som Henrik Frederiksen overtog i 2014 - kun 100 meter fra Molskroen. Samlet dækker det over 46 værelser, 17 på Molskroen og 29 på Strandhotellet samt et grundareal på 35.737 kvadratmeter.

Ifølge EDC har Molskroen eksisteret siden 1923, hvor gårdejer Sigvard Sørensen købte grunden for at etablere en feriedestination. Første skridt blev Molskroen.

Da den brændte ned i 1940, blev kroen genopbygget med dobbelt så meget plads. Siden er den blevet renoveret flere gange og senest i 2013.

Da ægteparret Grethe og Georg Christensen overtog som forpagtere i 1950, blev Molskroen omdannet til et epicenter for gastronomi og vin.

De seneste år har især kroens køkken fået stor anerkendelse. I 2020 blev kroen kåret som "Best Nordic Seafood Restaurant" af 360eatguide, og i 2023 blev de hædret med Michelin-guidens "Grønne Kløver" for sin bæredygtige profil.

Sponsoreret indhold