Hjælper deltagerne hinanden for meget i "Den store bagedyst"?
Det er ingen hemmelighed, at deltagerne i ”Den store bagedyst” er gode venner – både foran og udenfor kameraet.
Derfor kan de også finde på at hjælpe hinanden undervejs i udfordringerne, selv om de er konkurrenter.
Spørgsmålet er, hvor meget de bør hjælpe hinanden – eller om de overhovedet bør hjælpe, hvis en af deltagerne beder om hjælp til at forstå en opskrift eller har brug for hjælp til at få ganachen til at lykkes.
Deltageren Jon fortæller til Ekstra Bladet, at han føler, at man hjælper hinanden for meget i programmet:
- Der har været for meget af det efter min mening, og det ved jeg, at der også er flere, der synes. Jeg har ikke selv været vred på den måde, men for mit eget vedkommende har jeg undgået at hjælpe for meget.
Artiklen fortsætter under billedet...
Jon mener, at der bør være klare regler for, hvor meget deltagerne må hjælpe hinanden undervejs. Foto: DR
- Jeg synes, at man skal kunne sige, at det er ens egen fortjeneste, at man vinder, og ikke fordi, at man har fået hjælp af alle mulige andre. Det er frustrerende, når folk hjælper hinanden for meget, siger Jon til Ekstra Bladet og tilføjer, at han synes, det ville være en god idé, hvis man ikke måtte tale sammen under den hemmelige udfordring.
Lige netop under denne har deltagerne for vane at hjælpe hinanden med at forstå opskriften.
Søren Olsen, der er redaktør på ”Den store bagedyst”, fortæller til Ekstra Bladet, at der er regler for, hvor meget deltagerne må hjælpe hinanden:
- Man må ikke udføre noget af en anden deltagers bageopgave, men man må gerne snakke sammen. Det er op til deltagerne selv, hvor meget de vil dele ud af deres viden og vurdering derudover. Der er også til tider folk, der går rundt i teltet og lurer, hvad en anden laver, og det må man også godt. Så efter vores opfattelse er det ikke snyd, at man taler med hinanden om opgaverne, siger Søren Olsen til Ekstra Bladet.
Hvad mener du? Giv din mening herunder: