Nyheder2. maj 2018

Hovednavn aflyste: Nu afslører Roskilde erstatning

Sangerinden Cardi B måtte aflyse på grund af graviditet, men nu er afløseren fundet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/7.08951268.jpg
 Foto: All Over Press

Roskilde Festival har i dag afsløret spilleplanen for 2018.

Det betyder, at vi nu kan se, hvem der skal spille hvor og hvornår.

Det var meningen, at den amerikanske sangerinde Cardi B skulle have spillet på Orange Scene onsdag klokken 18, men hun måtte aflyse koncerten på grund af graviditet.

Nu har festivalen til gengæld fundet hendes afløser.

Det bliver kunstneren PartyNextDoor, der skal på i stedet for den gravide sangerinde.

Jahron Anthony Brathwaite, som PartyNextDoor i virkeligheden hedder, skal åbne scenen Arena om onsdagen.

R&B-sangeren har tidligere spillet i Koncerthuset i København, og han slog for alvor sit navn fast som sangskriver til blandt andre Rihannas megahit "Work" fra 2016.

Udover PartyNextDoor har Roskilde Festival også offentliggjort 12 andre navne:

Albert Hammond Jr, Blonde Redhead, Courtney Marie Andrews, Debonair, Haley Heynderickx, Indika, Madball, Marlon Williams, Mavi Phoenix, Pernille, RVG og Steffi.

Festivalen har allerede offentliggjort navne som Eminem, Bruno Mars, Gorillaz, Nine Inch Nails og Dua Lipa.

Roskilde Festival løber af stablen 4.-7. juli med opvarmmning fra 30. juni.

Sponsoreret indhold