Hun skal være med i "Vild med dans"
TV2 kan nu føje endnu et navn til listen over nydansere i årets udgave af "Vild med dans".
Skiløberen Laila Friis-Salling, der deltog ved OL i Pyeongchang, har nemlig sagt ja til at hoppe i danseskoene.
Det skriver BT.
- Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå. Jeg går ikke så meget i højhælede sko, så det bliver spændende, om jeg overhovedet kan finde ud af at danse i sådan nogle. Det kan blive en udfordring, fortæller Laila til BT.
BT kan samtidig fortælle, at Laila er datter af hovedaktionæren i Polar Seafood Greenland, Jens Salling. Han blev i 2016 vurderet til have en formue på omkring 1,4 milliarder.
Med Laila Friis-Salling på holdet, er TV2 et skridt tættere på at fuldende besætningen til efterårets underholdningsshow.
Tidligere er navne som sangeren Emmelie de Forest, TV-værten Emil Thorup, skuespilleren Molly Blixt Egelind, "Den store bagedyst"-deltageren Rosa Kildahl og skuespilleren Simon Stenspil blevet afsløret som deltagere i det populære danseprogram.
Mens der er flere af nydanserne, der er ved at være på plads, så er der flere af de professionelle dansere, der har meldt ud, at de ikke er med i programmet i år.
En af dem er lækkermåsen Claudia Rex.
– Det er slut. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg har så meget at tilbyde programmet mere, fordi jeg har lavet det i så mange år, fortalte Claudia Rex til SE og HØR tidligere på året.
Heller ikke Silas Holst vender tilbage på dansegulvet i år.
- Nu er der en hel del der spørger og har spurgt den sidste tid om jeg skal være med i VMD i år... og nej; det skal jeg ikke. Til gengæld har jeg et andet projekt igang til efteråret som jeg glæder mig helt sindssygt til at delagtiggøre jer i. Noget jeg er meget stolt af og som rammer dit fjernsyn til efteråret, skrev Silas tidligere på måneden på Instagram.