Hund angrebet af ulv i Nordjylland: Hold øje
Torsdag middag fik en jæger sig noget af et chok, da han var på jagt med sin hund nær Svenstrup i Nordjylland.
Hans hund havde fået færden af, hvad der skulle vise sig at være en ulv.
Det skriver BT, der har talt med politikommissær Henrik Jensen fra Nordjyllands Politi.
- Ulven kom frem og vendte i første omgang rundt, men derefter gik den til angreb på hunden. Det lykkedes dog jægeren at få kaldt hunden til sig efter slagsmålet, fortæller Henrik Jensen til BT.
SLAP IKKE UDEN SKADER
Ulven stak af efter slagsmålet med jægerens hønsehund, men hunden slap ikke helt uden skader.
Et efterfølgende tjek ved dyrlægen konstaterede dog at skaderne ikke var alvorlige, og hunden er kommet hjem i god behold.
Sagen er overdraget til Naturstyrelsen og politikommissær Henrik Jensen opfordrer hundeejere til at holde et ekstra øje.