Nyheder19. august 2022

Hund smittet med abekopper

Verdenssundhedsorganisationen WHO opfordrer nu folk til, at man skal huske at isolere sig fra kæledyr, hvis man er smittet med virussen
hund
Det første tilfælde af abekopper hos en hund er nu bekræftet i Paris (arkivfoto).
 Foto: Scanpix Denmark

Det er ikke længere kun mennesker, der kan blive smittet med abekopper.

For første gang er et kæledyr – faktisk menneskets bedste ven – nemlig blevet smittet med virussen.

Det skriver BBC.

Nærmere bestemt er der tale om en hund af racen Greyhound, som angiveligt er blevet smittet af to samboende mænd i Paris.

Mændene opdagede, at deres fælles hund havde fået eksem på kroppen 12 dage efter, at de selv havde haft symptomer på virussen. Parret oplyste da også, at de havde været meget tæt på hunden, eftersom de havde sovet sammen med den.

Kort efter opdagelsen viste en genetisk analyse da også, at den virus, der inficerede hunden, var den samme, som mændene havde.

WHO med opfordring

I forbindelse med at det første tilfælde af abekopper er fundet hos menneskets bedste ven, har Verdenssundhedsorganisationen WHO da også en opfordring, som lyder på, at man bør isolere sig fra sine kæledyr, hvis man er blevet smittet med abekopper.

For selv om det ikke var helt uventet, at et kæledyr kunne få overført virussen, er det vigtigt, at den ikke spredes yderligere.

– Det, vi ikke ønsker at se ske, er, at sygdommen flytter sig fra den ene art til den næste, fortæller Mike Ryan, der er direktør i sundhedsnødprogrammet i WHO.

Der er dog ingen beviser for, at hunde kan overføre virussen til andre hunde eller mennesker, siger han.

Men spreder den sig til andre dyrearter i lande, der endnu ikke har konstateret tilfælde med abekopper, kan det alligevel blive kilden til en langsigtet infektion.

WHO erklærede abekopper som en global sundhedskrise den 23. juli, og på nuværende tidspunkt er omkring 35.000 smittede på verdensplan.

Sponsoreret indhold