Dot efter datterens ulykke: - Hver dag er en kamp

Vi er vant til at se hende med smil til op over begge ører. Hendes metier har livet igennem været at gøre os andre i godt humør, både som teltholder og som syngepige på Bakken.

Siden februar, hvor datteren Johanne kørte galt og efterfølgende lå i koma, har Dot Wessmans glade gøglersind imidlertid måttet stå sit livs alvorligste prøve.

Gæsterne i Bakkens Hvile har ikke mærket noget. Dot har været sit sædvanlige knibske jeg, når hun stod på scenen. Men i pauserne, og når showet var slut, har tårerne fået frit løb.

– Scenen har været en slags frirum for mig, men ellers fylder Johannes kamp for en leveværdig fremtid alt, siger hun.

Hver dag, medmindre andre har meldt deres ankomst hos datteren, tager Dot turen til Sydsjælland for at besøge, opmuntre og træne med Johanne.

– Jeg ved, jeg gør en forskel. Vigtigst af alt kan jeg få hende til at le. Men det er ikke for børn, det her, og det gør ondt helt ind i sjælen, når hun hvert tredje minut spørger: ”Hvorfor er jeg her? Hvad er der sket? Hvornår kommer jeg hjem?”, forklarer Dot.

Samtidig er Dot bange for at komme til at fremstå selvcentreret. Netop i denne tid, hvor vi er vidner til så megen anden ulykke i verden.

– Den tanke strejfer mig da. Er det proportionsforvrængning, når jeg ikke kan tænke på andet end min 22-årige datter? Børn drukner i Middelhavet, og alt, jeg kan tænke på, er Johannes daglige kamp med en krop, som ikke fungerer.

– Hun kan hverken gå, stå eller tale rigtigt, og alt, jeg dybest set kan, er at se på. Magtesløsheden er ulidelig, siger Dot.

DOTS FRYGT
I dag bliver Johanne genoptrænet på Sjællands mest specialiserede behandlingssted.

Gentofte Kommune har lige overtaget kautionen fra Region Hovedstaden efter de nye regler af 1. januar 2015, så det er et næsten uprøvet område.

Kommunen skal løbende vurdere, om de vil fortsætte med at betale for den højtspecialiserede og lægeanbefalede behandling eller i stedet indstille Johanne til et billigere ikke højt specialiseret kommunalt tilbud.

– Det er en kamp at navigere rundt i systemet. Kommunen har p.t. bevilget to måneder. Lægerne anbefalede op til seks måneder. Det er en evig frygt, at de vil stoppe genoptræningen før tid, siger Dot.

– Det, der kan gøres noget ved, er blevet bagateller. Når man står med noget foran sig, man ikke kan ændre, lige meget hvor meget man ofrer sig, så bliver alt andet nemt, siger hun.

Én ting har dog udfordret hende alvorligt. Ham, hun troede ville støtte hende her i hendes livs krise, ekskæresten Morten Messerschmidt, valgte at opgive kampzonen, som hun kalder sin hverdag.

– Jeg forstår ikke en mand, som går mere op i fransk vin end at være et mandfolk, når livets værste krise melder sig. Det handler ikke om forelskelse og kærlighed. Det handler om at være en hædersmand. Det var han ikke. Men når det virkelig gælder, er man alene. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, og jeg vil ikke have, det skal være sådan. Men inderst inde ved jeg godt, at sådan er det, konstaterer hun.

At opgive kampen for Johannes fremtid ligger hende dog fjernt.

– Jeg er en fighter. Jeg kæmper videre. Jeg er vant til at kæmpe. Jeg har kæmpet, siden jeg som 18-årig overtog Bakkens Hvile. Men det her er noget andet. For første gang i mit liv oplever jeg noget, jeg ikke kan gøre noget ved. Uvisheden er det værste. Jeg er bedrøvet hver dag, når jeg forlader Johanne. Også på en god dag, siger hun.