Nyheder8. december 2022

Hvid jul i vente? Prognose viser sne natten til juleaftensdag

Selv om der stadigvæk er 16 dage til juleaften, har de første tegn på en mulig hvid jul allerede vist sig
Hvid jul
Sidste gang der var hvid jul var tilbage i 2010.
 Foto: Scanpix

Hvis du drømmer om et snedækket landskab på juleaftensdag, er der godt nyt.

Torsdag formiddag viser et kig i langstidprognoserne nemlig, at der er hele 25 procents chance for en landsdækkende hvid jul.

Det skriver TV 2.

Af prognoserne fremgår det nærmere bestemt, at der er mulighed for et ganske udbredt snedække natten til juleaftensdag.

Hvis det holder stik, vil det være første gang i 12 år, at vi får en landsdækkende hvid jul.

Sidst Danmark var klædt i hvidt på juleaftensdag, var nemlig tilbage i 2010.

For at få landsdækkende hvid jul skal der om eftermiddagen den 24. december ligge minimum 0,5 centimeter sne i 90 procent af landet.

TV 2 skriver dog i deres såkaldte "hvidjulsbarometer", at meget stadigvæk kan nå at ændre sig.

For selv om der kun er 16 dage til and, juletræsdans og risalamande, er der ud fra et meteorologisk synspunkt stadig længe til jul.

Først cirka 10 dage før juleaften, vil prognoserne blive mere og mere sikre.

Sponsoreret indhold