I chok over påskekage: Skal der virkelig mayonnaise i?!
Heinz sidder stort på markedet, når det kommer til salg af ketchup, mayonnaise og andet dyppelse.
Men tilsyneladende er det ikke nok for Heinz at sidde stort på den salte del af køkkenet.
I påsken luftede Heinz i Australien opskriften på en noget anderledes påskekage, som måske ikke hitter på alle påskeborde.
Artiklen fortsætter under billedet
For sammen med kakao og krymmel stod der nemlig også mayonnaise på ingredienslisten, og det har nogle af Heinz' følgere på Instagram fået galt i halsen.
– Jeg er så forvirret. Hvorfor er der mayo i den chokoladekage?, er reaktionen fra en følger.
– Tak for at ødelægge påske, lyder det humoristisk fra en anden.
– Fungerer det også med aioli?, skriver en tredje kækt.
Artiklen fortsætter under videoen
Mayonnaise består blandt andet af æg og olie – og det er også ingredienser, der ofte skal i kage. Og derfor er der faktisk nogle følgere, der kan se fidusen med at komme den hvide dyppelse i chokoladekagen.
– Mange forstår slet ikke madlavning eller mad for den sags skyld. Mayo har æg og olie i, det kan erstatte æg, olie eller smør i kagen, argumenterer en følger.
Andre stemmer i og siger, at mayo er en god mulighed for at erstatte mælkeprodukter, samtidig med at man stadig får en lækker saftig kage.