Nyheder4. juli 2018

Ibi Makienok når milepæl i vildt sygdomsforløb

Ibi Makienok blev i januar 2015 ramt af akut nyresvigt, og den ellers så sprudlende TV-vært har siden kæmpet en hård og opslidende kamp mod sygdommen. I dag har hun nået en milepæl i sit vilde sygdomsforløb
https://imgix.seoghoer.dk/media/7c11b83c362f41c4a275b9bd8f07c476.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Selv troede hun, at det blot var hård omgang influenza, der havde sendt hende til tælling.

Men i virkeligheden skyldtes Ibi Makienoks skrantende helbred tilbage i januar 2015 noget langt mere alvorligt: Hun var blevet ramt af akut nyresvigt, og hun måtte hasteindlægges.

Hendes tilstand var så alvorlig, at hun var ved at miste livet, og siden har hun kæmpet en hård og opslidende kamp mod den kroniske sygdom. I dag har hun dog nået noget af en milepæl i sit vilde sygdomsforløb.

I dag vurderer lægerne nemlig, at hun har det så godt, at hun ikke behøver at tage sin daglige medicin.

Det fortæller Ibi Makienok, 43, selv på sin Instagram-profil:

- I dag fejrer jeg en milepæl i mit voksenliv - som ikke har noget med job, succes eller penge at gøre. Piller, som har holdt min krop i 'balance' (og ubalance) er nu endelig taget fra mig. Nu ser jeg fremad - og der bliver stadig holdt øje med mig. Hold kæft hvor føles det rart ikke at proppe sig med orange, hvide, gule og blå piller mere, der får mit indre liv til at skrige og mine kinder til at eksplodere, skriver hun blandt andet på sin Instagram-profil.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ibi_makienok_kw.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Ibi er i dag kronisk syg, men har det så godt, at hun ikke behøves tage medicin. Foto: All Over

Siden Ibi Makienok blev syg, har hun flere gange fortalt om det opslidende forløb. Blandt andet til hjemmesiden organdonation-ja-tak. Her fortalte hun, at lægerne også var nervøse for, om hun ville klare sig igennem sygdommen.

- Én læge sagde til mig, at jeg skulle forberede mig på at skulle have fjernet mine æggestokke, da de måske gerne ville give mig kemo i nyrerne, en sygeplejerske hintede, at det nok var en god idé at skrive et brev til min søn. Altså underforstået et testamente. De vidste ikke om jeg skulle have nye nyrer eller om de kunne få vendt båden med tiden via tonsvis af piller, har Ibi Makienok fortalt i interviewet.

Det var også i interviewet med organdonation-ja-tak, at hun fortalte, hvordan hun første gang bemærkede, at noget var galt:

En dag i sommeren 2014 vågnede Ibi Makienok op med smerter i sit ene øje og en dundrende hovedpine. Det blev startskuddet til hendes største kamp til dato.

Øjenlægen kunne måbende konstatere, at Ibi havde udviklet en dobbeltsidet regnbuehindebetændelse - noget han ikke havde oplevet i 20 år som øjenlæge.

Ibi blev også undersøgt af andre læger, for hendes krop opførte sig mærkeligt. Omkring nytår følte sig hele tiden syg. Hun kastede op, var træt og hendes led gjorde ondt.

- Jeg brækkede mig over 20 gange om dagen og til sidst var der blod i toilettet, har Ibi Makienok fortalt i interviewet med hjemmesiden organdonation-ja-tak.dk.

De mange symptomer blev værre og værre, og til sidst var det så slemt, at Ibi forlangte at blive sendt på hospitalet.

Og her spærrede lægerne øjnene op, da de så hende. Den 29. januar 2015 blev hun akut overflyttet fra Bispebjerg Hospital til Rigshospitalet med dobbelt nyresvigt. Her måtte hun igennem en flere uger lang behandling - samtidig med at hun fejrede sin 40 års fødselsdag i en hospitalsseng.

- Jeg var 40, fed og færdig. Fuldstændig. De vidste ikke engang, hvordan det ville gå mig deroppe på Riget. De vidste ikke engang, hvordan jeg var blevet så syg, har Ibi Makienok tidligere fortalt.

I dag er hun stadig kronisk syg, men har det altså så godt, at hun ikke behøves tage sin daglige medicin.

Sponsoreret indhold