Ibi og Makienok køber sommerhus
Mens de fleste kendte slår sig ned i Tisvilde i Nordsjælland, når der skal købes sommerhus, har 40-årige Ibi Makienok og hendes 24-årige mand Simon vendt snuderne i den modsatte retning. Parret, der blev gift i september sidste år, har købt et sommerhus i Karrebæksminde tæt ved Næstved, hvor Simon er vokset op.
Det har de sparet mange penge på. Fodboldspilleren og TV-værten fik sommerhuset for 750.000 kroner. I kendismekkaet Tisvilde koster de fleste sommerhuse omkring to millioner.
Parret købte det 52 kvadratmeter store hus i slutningen af april, og deres første projekt som sommerhusejere var at bygge et ordentligt plankeværk langs hele den ene side af deres grund. Så kan parret være i fred, når de slapper af på Sydsjælland i det lille hus, der har to soveværelser og en hyggelig brændeovn.
Afslapning er dog ikke en disciplin, de mestrer særlig godt. Det afslører fruen på parrets blog:
– Vi kan ikke helt finde ud af at slappe helt af – der er altid lidt, vi kan finde på i haven eller i huset, fortæller Ibi, der blandt andet har kastet sig ud i at male en slagbænk, som hun har købt på et kræmmermarked.
[node:aller-related-content]
Fodboldspilleren har til gengæld udstyret haven med en hængekøje og malet graffiti på det nye redskabsskur.
Resten af sommeren byder på endnu flere gør-det-selvprojekter.
– Hele sommeren skal gå med projekter som plankeværk, anneks, udendørs brus, bålplads, loungested, badning i havet og cykelture, skrev Ibi i slutningen af maj på deres blog.
Simon Makienok har også masser af tid til at nusse i sommerhuset, for der er ikke rigtig bud efter ham på fodboldbanen. Han er stadig tilknyttet den italienske klub Palermo, men har ikke fået ret meget spilletid der. Eksperterne mener, at han bliver solgt i løbet af sommerens transfervindue.