Ida Wohlert kæmpede med barnløshed - nu er hun mor til to
Hver morgen kommer Ida Wohlert ind i vores stuer som vært på "Go' Morgen Danmark" på TV 2.
Med et smil fra øre til øre liver hun op i studiet og kan få selv en grå, kold mandag morgen til at funkle.
Inden da har hun før fanden får sko på forladt villaen på Taarbæk Strandvej nord for København, hvor ægtemanden Kasper Fredshavn senere har opgaven med at vække sønnerne Elliot og Edgar og få dem gjort klar til dagen.
Edgar er fem år og storebror Elliot fyldte ni år den 14. november.
Følg med i alle kendis-fødslerne - køb et abonnement på SE og HØR.
Men at den søde TV-vært skulle ende op som mor til to var ikke altid givet, for det gik ikke helt let med at blive gravid, fortæller 40-årige Ida Wohlert i et interview med ugebladet 'Hendes Verden'.
- Jeg havde svært ved at få børn og var i fertilitetsbehandling i en periode, inden jeg fik Elliot. Det fyldte meget, og jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte: Hvad nu hvis, det aldrig sker? Kan vi få et godt liv uden børn, siger Ida Wohlert til 'Hendes Verden'.
'Vi' er hende og ægtemanden Kasper Fredshavn, som hun har været sammen med i 14 år og gift med siden november 2015, hvor de blev viet i Taarbæk Kirke.
Ida Wohlert scoret på jobbet
- Jeg kunne godt se os leve et liv uden børn, eller vi kunne have adopteret. I dag hvor jeg er mor til to, kan jeg ikke forestille mig det anderledes, siger Ida Wohlert til 'Hendes Verden'.
Men hun erkender, at med to børn kan det hele gå op i planlægning og logistik.
- Der prøver jeg at fokusere på det absurde og komiske i, at alle fire kan sidde rundt om middagsbordet og være sure på en gang, siger Ida Wohlert til 'Hendes Verden'.
Ida Wohlert og ægtemanden Kasper. På armen Elliot, der i dag er ni år gammel. (Foto: All Over Press)
Hun kom til "Go' Morgen Danmark" i 2009 efter at have været vært på TV 2 News.
Det var også inden for TV-verdenen, at hun mødte sin Kasper, der også er journalist og fire år yngre end Ida.
Hun var tilrettelægger på et program , hvor han var 'runner' og sørgede for alt det praktiske omkring optagelserne.
Pludselig en dag til frokost kom der et bud med en kæmpe buket blomster til Ida Wohlert, og på kortet stod blot 'Kasper'.
- Kasper går benhårdt efter det, han vil have og får det som regel, siger Ida Wohlert til 'Hendes Verden', da hun fortæller om, hvordan den yngre mand vandt hendes hjerte.