Nyheder21. marts 2023

IKEA tilbagekalder legetøj: Risiko for kvælning

Den svenske møbelgigant tilbagekalder et fiskespil, da metalknapper kan løsrive sig og medføre risiko for kvælning
Har du dette fiskespil liggende derhjemme, skal du omgående stoppe med at bruge det, advarer IKEA.
Har du dette fiskespil liggende derhjemme, skal du omgående stoppe med at bruge det, advarer IKEA.
 Foto: IKEA

Ligger du inde med fiskespillet "BLÅVINGAD" fra IKEA, skal du omgående lægge fiskestangen fra dig.

I en pressemeddelelse tilbagekalder den svenske møbelgigant legetøjet, da metalknapper kan løsrive sig og medføre risiko for kvælning.

Fiskespillet har artikel nr. 105.265.06 og kan returneres i ethvert IKEA-varehus, hvor man kan få sine penge retur. Det er ikke nødvendigt at have kvittering, oplyser IKEA.

Spillet er blevet solgt i varehuse i hele landet samt online på Ikeas hjemmeside. Der er solgt i alt 628 styk i Danmark.

Det oplyser Christian Mouroux Pedersen, kommunikationschef i Ikea Danmark, i et skriftligt svar til Ritzau.

Der er ingen registrerede hændelser eller meldinger om tilskadekomne i Danmark.

– Vi har globalt modtaget rapporter om i alt fire hændelser, hvor små nitter fra legetøjet har løsrevet sig, hvilket dermed kan skabe en risiko for, at særligt små børn kan få dem galt i halsen, skriver Christian Mouroux Pedersen.

Sponsoreret indhold