Ingen klovn i sengen
På filmlærredet og stand-up-scenen fumler han rundt i bedste gøglerstil, men på lagnerne er Frank Hvam bestemt ingen klovn.
Her har den morsomme mand nemlig boltret sig så succesfuldt, at kæresten Anja Farsig nu venter parrets 2. barn. Det kunne SE og HØR ved selvsyn konstatere, da parret for nylig var til premiere på filmen Rosa Morena i Dagmar Teatret i København.
Læs også: For tynd til at spille Frank
Det krævede lidt detektivarbejde, for den 40-årige Frank er meget hemmelighedsfuld, når det gælder privatlivet.
Derfor ankom parret hver for sig til premieren, men da filmen var slut, blev højgravide Anja kaldt op foran publikum for at modtage folkets hyldest. Hun har været klipper på filmen, og der midt på scenen kunne Hvams kæreste ikke længere skjule sin åbenlyse struttende lykke.
Efterfølgende ville SE og HØR lykønske Frank med den kommende familieforøgelse.
- Jeg kan se, at din kæreste er i lykkelige omstændigheder, Frank?
- Ha-ha, naaarh, øøhh. Det er bare en veninde, jeg går rundt og holder om, forsøgte Hvam med et skævt smil.
- Så det vil du ikke kommentere på?
- He-he, nej, det gør jeg aldrig, storsmilede komikeren, som ikke kunne skjule sin glæde over snart at være far til 2.
I efteråret 2008 nedkom Anja Farsig med en søn, som altså om nogle måneder bliver storebror.