Togtrafikken mellem Roskilde og Høje Taastrup er blevet genoptaget.
Det oplyser Andreas Hald, som er pressechef i Banedanmark.
- Alle fire hovedspor blev frigivet klokken 06.16, og der er dermed fuld trafik igen, siger han.
Tidligt onsdag morgen blev der lukket for ned for togene på strækningen.
Det skete ifølge P4 Trafik på grund af en personpåkørsel, som fandt sted i løbet af natten til onsdag.
Der blev derfor indsat togbusser på strækningen.
Selv om der igen kører tog mellem de to stationer, skal rejsende dog forvente flere aflysninger og forsinkelser først på morgenen.
Det oplyser DSB ifølge P4 Trafik.