Inger Støjberg: Jeg har aldrig stået over for så stort et politisk dilemma
For Inger Støjberg er det et stort dilemma, om hun skal starte et nyt parti.
Det siger hun i en liveudsendelse på Facebook og på hjemmesiden inger.dk, hvor hun tirsdag holder "digital træffetid".
Her kan vælgere ringe direkte til hende og stille spørgsmål.
et kæmpe stort spørgsmål
Det første spørgsmål fra en seer lyder, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg vil starte et nyt parti.
Det har hun ikke endnu svaret klart på, og tirsdag aften fortæller hun så, at det for hende er en stor og svær beslutning at tage.
- Jeg synes jo faktisk, at det er et kæmpe stort spørgsmål. Jeg har aldrig stået over for så stort et politisk dilemma på den måde, svarer hun.
- Jeg har skullet træffe mange store svære beslutninger og også mange, som har været rigtig hårde at træffe. Men på det personlige plan, tror jeg ikke, at jeg har skullet træffe sådan en stor beslutning før.
Inger Støjberg uddyber, at hun ikke selv kender svaret endnu, men at det er noget, hun bruger meget tid på.
Har ikke mistet lysten til politik
Inger Støjberg blev i december erklæret uværdighed til at sidde i Folketinget ved en afstemning.
Det skete, efter at Inger Støjberg den 13. december af Rigsretten blev idømt 60 dages ubetinget fængsel for at have overtrådt ministeransvarlighedsloven.
Ifølge dommen fra Rigsretten iværksatte og fastholdt Støjberg i 2016, da hun var udlændinge- og integrationsminister, en ordning, hvor asylpar blev adskilt uden mulighed for undtagelse. Der var tale om par, hvor mindst den ene var mindreårig.
Hun har flere gange siden sagt, at hun håber at vende tilbage til Christiansborg. Det gentager hun tirsdag aften.
- Jeg har ikke mistet lysten til politik, så meget kan jeg sige. Og jeg savner Christiansborg hver eneste dag, siger Inger Støjberg.
- Jeg kan i hvert fald sige, at vi har jo aldrig haft så mange partier, som vi har nu, og alligevel synes jeg, at det er svært at finde ud af, hvad jeg selv ville stemme på. Det må jeg sige.