Nyheder1. oktober 2014

Instruktør: Lie Kaas får andre til at blegne

Det var en større opgave for instruktør Mikkel Nørgaard at finde det rette makkerpar til rollerne Carl Mørck og Assad i premiereaktuelle Fasandræberen
Instruktør Mikkel Nørgaard afslører også, at Lie Kaas til forskel fra sin karakter Carl Mørck godt kan være fjollet, når kameraet ikke ruller
Instruktør Mikkel Nørgaard afslører også, at Lie Kaas til forskel fra sin karakter Carl Mørck godt kan være fjollet, når kameraet ikke ruller
 Foto: All Over Press



Filmatiseringen af Jussi Adler-Olsen-thrilleren "Kvinden i buret" blev en kæmpe succes sidste år. Nu er endnu en mordgåde klar til at blive opklaret af historiens umage makkerpar vicekriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad i seriens to'er, "Fasandræberne".

Publikums syn på de to karakterer og deres interne forhold har været vigtigt for filmens instruktør Mikkel Nørgaard. Den tidligere "Klovn"-instruktør brugte derfor mange kræfter på at caste de helt rigtige skuespillere til at bære netop de to roller.

- Det tog ekstremt lang tid at finde de to rigtige mænd. Jeg vidste, jeg ville have skuespilleren Fares Fares med som Assad, før jeg vidste, at jeg ville bruge Nikolaj Lie Kaas. Men da Fares Fares er i USA hele tiden, fik jeg først Nikolaj Lie Kaas i hus. I det øjeblik blev det endnu vigtigere for mig, at få Fares Fares til Danmark, fortæller Mikkel Nørgaard.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas måtte gemme charmen væk

Det er nemlig ikke hvem som helst, der ifølge Mikkel Nørgaard kan spille overfor rutinerede Nikolaj Lie Kaas.

- Nik (Nikolaj Lie Kaas red.) er så stærk en skuespiller, at der er mange, der blegner ved siden af ham. De kan simpelthen ikke matche ham, fortæller den 40-årige instruktør.

LÆS OGSÅ: Dansk stjerne-instruktør vender hjem

Det lykkedes heldigvis for Mikkel Nørgaard at få sit drømmemakkerpar i hovedrollerne.

- Både Fares og Nikolaj er stærke og de har respekt for hinanden. De kan derfor begge spille til og behøver ikke være bange for hinanden. Det er en kæmpe gave som instruktør. Kemien mellem dem gør, at når man sidder i biografen, vil man gerne være sammen med dem, siger Mikkel Nørgaard om sit umage makkerpar.

Det er dog ikke kun i rollerne som vicekriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad, at de Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares adskiller sig fra hinanden. Også bag kameraet er der stor forskel på de to skuespillere.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: Mine børn er ligeglade med mig

- Nik har en fantastisk evne til at være til stede i nuet. Både foran kameraet og bagved. Han har en lethed, der er imponerende. Han fjoller og laver alt muligt andet lige indtil, jeg siger værsgo.

- Fares er meget mere velforberedt og meget disciplineret. Jeg tror, han har det med fra USA, hvor der er meget større disciplin. Nikolaj står derfor og fjoller mens Fares står helt koncentreret. De angriber bolden fra hver sin side, fortæller thrillerinstruktøren.

Filmen "Fasandræberne" har premiere den 2. oktober.

Sponsoreret indhold