Nyheder4 timer siden

Israel har dræbt Hamas-bevægelsens øverste leder Yahya Sinwar

Lederne af den militante bevægelse Hamas, Yahya Sinwar, er blevet dræbt af israelske soldater i Gazastriben
Yahya Sinwar er død.
Yahya Sinwar er død.
 Foto: Khalil Hamra/AP/Ritzau Scanpix

Israels udenrigsminister, Israel Katz, siger, at lederen af Hamas, Yahya Sinwar, er død.

Den næsten 62-årige Sinwar blev dræbt af israelske soldater i Rafah i det sydlige Gaza onsdag.

- Massemorderen Yahya Sinwar, der var ansvarlig for massakren og grusomhederne den 7. oktober, er blevet dræbt af israelske soldater, siger Katz i en erklæring.

Israelske medier rapporterer, at han var en af tre Hamas-folk, der blev skudt i en bygning onsdag.

Tv-stationen Channel 12 rapporterede ifølge Times of Israel, at soldater åbnede ild "mod en gruppe terrorister i stueetagen af en bygning".

Da de senere trængte ind i bygningen, kunne de se, at en af de dræbte "meget lignede" Sinwar.

Men det er først torsdag, at militær og politi har fået identificeret ligene.

Der var mistanke om, at et af ligene kunne være Hamas-lederen, og det har så vist sig at holde stik.

Israels regering og militær har sagt, at Sinwar var bagmanden bag Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023.

Da trængte Hamas ind over grænsen fra Gaza til Israel og dræbte 1200 mennesker.

250 andre blevet taget med til Gaza som gidsler.

Det angreb fik Israel til at rykke ind i Gaza for at knuse Hamas. Der har været krig lige siden.

Sinwar, der ville være fyldt 62 den 29. oktober, har i årevis levet et liv i skyggerne under den lange og vedvarende væbnede konflikt mellem den militante, palæstinensiske gruppe Hamas og Israel.

Han blev i 2017 leder af Hamas i Gazastriben, men i begyndelsen af august i år blev han udnævnt som øverste leder af Hamas.

Det skete, efter at den hidtidige leder, Ismail Haniyeh, blev dræbt ved et bombeattentat i Teheran, Irans hovedstad.

Sinwar blev født i Khan Younis i Gaza.

Hamas blev oprettet i 1987, og nyhedsbureauet AFP skriver, at Sinwar lavede et internt sikkerhedsapparat for Hamas.

Han har studeret på det islamiske universitet i Gaza og har lært sig hebraisk. Det er sket under 23 års ophold i israelsk fængsel.

Han blev idømt livstid fire gange for drab på to israelske soldater.

I fængslet lærte han også en del om israelsk kultur og tankesæt.

I 2011 var han med i en fangeudveksling.

Tilbage i Gaza fortsatte han i Hamas.

Sponsoreret indhold