Et jordskælv med en målt styrke på 6,2 har onsdag ramt området i og omkring den tyrkiske storby Istanbul.
Det oplyser Tyrkiets katastrofeagentur (Afad) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Folk kunne ses forlade bygninger i storbyen, som rystede, da jordskælvet ramte.
Ifølge det tyske forskningscenter for geo-videnskaber, GFZ, ramte jordskælvet i en dybde på ti kilometer.
Den tyrkiske indenrigsminister, Ali Yerlikaya, skriver i et opslag på det sociale medie X, at jordskælvets epicenter var i Marmarahavet ud for kystbyen Silivri.
Byen ligger i nærheden af Istanbul i det vestlige Tyrkiet.
Ministeren tilføjer, at jordskælvet kunne mærkes i omkringliggende provinser.
Alle relevante myndigheder har påbegyndt undersøgelser i området, skriver han.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Det danske udenrigsministerium opfordrer på sin hjemmeside til, at danskere i området holder sig opdateret via medierne og lokale myndigheder.
Infrastruktur og internettet kan være påvirket, ligesom der er risiko for efterskælv, lyder det.
Der er blevet registreret flere efterskælv, herunder et med en målt styrke på 5,3.
Landets krisemyndigheder, der er i gang med at kortlægge omfanget, opfordrer folk til at holde sig væk fra bygninger.
- Vi følger udviklingen nøje. Jeg sender mine varmeste tanker til alle vores borgere, siger præsident Recep Tayyip Erdogan i en udtalelse.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Den tyrkiske avis Posta viser billeder af borgere, der bliver evakueret fra et indkøbscenter i Istanbul.
Istanbul er Tyrkiets største by og har et indbyggertal på omkring 16 millioner.
Tyrkiet rammes regelmæssigt af jordskælv. Det kostede over 50.000 mennesker livet, da et jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien i februar 2023.