Jakob Ellemann-Jensen overfuset under søns fodboldkamp: "Du er et røvhul"
- Jeg synes, du skal skride af helvedes til, og jeg synes, du er et røvhul.
Sådan lød ordene fra tidligere vicestats- og forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen, efter han havde fået nok af en mand, som overfusede ham, mens den tidligere politiker så sin søn spille fodbold.
Manden filmede optrinnet og har efterfølgende delt det på facebook.
Episoden skal have fundet sted søndag den 5. januar til et børnestævne i indendørsfodbold, hvor Ellemanns søn deltog, og faren var med på sidelinjen.
I en video, som manden har lagt på sin facebook, kan man se, hvordan Jakob Ellemann-Jensen bliver opsøgt på tribunen og overdynget med anklager om den tidligere politikers medskyldighed i krigen i Mellemøsten.
- Nu er du ude af politik jo. Men jeg vil bare lige høre, nu hvor jeg har palæstinensiske rødder og så videre. Hvordan er det, at du støtter folkemord og drab på børn, som dem, du ser spille fodbold lige nu? Lyder det fra manden i videoen.
- Jeg ved godt, at du filmer mig med din telefon, men jeg er ude og se min søn spille fodbold, lyder svaret fra Jakob-Ellemann Jensen, som i starten af videoen fremstår smilende og svarer med ro i stemmen.
Men manden godtager ikke Ellemanns forsøg på at afværge og fortsætter i stedet med at filme, mens han fortsætter anklagerne mod Jakob Ellemann-Jensen.
- Du ved godt, at du har været årsag til blandt andet at rigtig mange børn, som dem der spiller nu, at de rent faktisk ikke har en mor eller far mere? Lyder det fra manden.
- Kære ven, forsøger Ellemann og prøver at stoppe manden i sin talestrøm. Men uden held.
Herefter klipper videoen, som er tydeligt redigeret. I den næste sekvens ses en Jakob Ellemann-Jensen, som har skiftet det smilende og overbærende ansigtsudtryk ud med en mere alvorlig og opgivende mine. Imens hagler anklagerne om folkedrab på palæstinensere fortsat ned over den tidligere vicestatsminister.
Betændt debat
Statsminister Mette Frederiksen blev mødt med tilråb under sin 8. marts tale sidste år i Vega i København. "Mette Frederiksen, erkendt dit ansvar" og "Free Palestine" lød tilråbene blandet andet fra de pro-palæstinensiske aktivister.
Mette Frederiksen sagde ligeledes til Euroman i slutningen af sidste år, at hun oplevede et forandret København efter Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023: "Daglige tilråb. Trusler. Biler, der kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned, og så sad der fire mænd og stirrede på mig".
Statsministeren blev selv overfaldet af en polsk statsborger en sommeraften sidste år i København.
Tidligere har også Udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M) haft sine problemer med pro-palæstinensiske aktivister. Da han i maj deltog i en debat med titlen "EU efter EP-valget", blev arrangementet afbrudt af tilråb fra demonstranter.
Peter Hummelgaard, Justitsminister (S) måtte råbe sin tale ud 1. maj 2024 i Fælledparken, fordi han blev overdøvet af tilråb, fløjter og trommer fra pro-palæstinensiske demonstranter.
På Folkemødet på Bornholm i sommer var der også problemer, da en debat med Frederik Vad (S) blev afbrudt.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Jakob Ellemann Jensen, men han har ikke ønsket at udtale sig.
Manden, der har filmet videoen, har ikke svaret tilbage på SE og HØRs henvendelse.
Men i et opslag, som manden har lavet efter episoden, giver han sit syn på "mødet" med den tidligere vicestatsminister i sportshallen søndag.
"Han opfattede det tydeligvis som et "overgreb" at blive holdt til ansvar af en borger. Altimens kritiske stemmer, især muslimer, som kalder til befrielsen af Palæstina idømmes politiske fængselsstraffe!", skriver manden om Jakob Ellemann-Jensen.
I et andet opslag skriver skriver manden, der stod bag overfusningen:
"Sådan usle mennesker skal aldrig have lov til at gå i fred!"
I oktober meddelte Jakob Ellemann-Jensen, at han trak sig fra politik. Det skete, efter han havde haft posten som forsvars- og vicestatsminister i regeringen. Han blev sidenhen ansat som vicedirektør i Dansk Erhverv.
I kommentarsporet til videoen kan man læse, at flere personer hylder manden bag videoen.
"Vigtigt at han bliver stillet til regnskab for sin støtte til folkemordet i Gaza. Må Allah belønne dig for at have modet til at stå op for retfærdighed! skriver en person.
"Skønt at se, lyder en anden kortfattet reaktion.