Jakob Ellemann-Jensen slår fast: Nødvendigt med en CO2-afgift i landbruget
En del af en kommende CO2-afgift i landbruget kommer til at blive pålagt produktionsledet.
Det fortæller Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til flere medier forud for et møde mandag aften med repræsentanter fra Venstres bagland i Kolding.
Ifølge Jakob Ellemann-Jensen skal en del af afgiften placeres på produktionen, fordi det er nødvendigt, hvis produktionen skal omlægges i en mere grøn retning.
- Det skal selvfølgelig ske på en måde, så vi i virkeligheden sikrer, at så få som overhovedet muligt betaler den her afgift, siger han til DR.
I den seneste tid har flere Venstre-profiler i medierne givet udtryk for deres holdning til en CO2-afgift på produktionen i landbruget.
Medlemmerne er langt fra enige om, hvorvidt det er en god idé eller ej.
Mange landmænd frygter, at produktionen kan blive ramt hårdt, hvis den pålægges en CO2-afgift.
Venstre er oprindeligt et landbrugsparti, hvorfor spørgsmålet om en klimaafgift har vakt store interne diskussioner i partiet.
Jakob Ellemann-Jensen siger videre, at afgiften skal laves, så det ikke går ud over konkurrencen. Han betoner vigtigheden af, "at vi har gode danske fødevarer i køledisken".
Jakob Ellemann-Jensen vil ikke sige, hvor stor en del af afgiften, der skal ligge på produktionen, da der er en lang række hensyn, der skal tages.
Blandt andet at udledningerne ikke flytter ud af Danmark, og at der ikke sendes arbejdspladser ud af landet.
En del af SVM-regeringens grundlag er, at der skal komme en klimaafgift på landbruget. Afgiften skal være med til at sikre, at Danmark når de klimamål, der er blevet aftalt i Klimaloven.
Her lyder det blandt andet, at Danmark skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent, i forhold til den udledning der var i 1990, og at Danmark skal være klimaneutral senest i 2050.
Landbruget står for cirka en tredjedel af den danske udledning af drivhusgasser.
Ritzau har mandag aften været i kontakt med Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen, der tidligere har udtalt sig kritisk om en afgift på landbrugsproduktionen, men han ønsker ikke at udtale sig om udmeldingen fra Jakob Ellemann-Jensen.