Janni Kjær: Donerer Spies’ malerier
Janni Kjær har været i gemmerne og fundet 10 malerier fra Haiti, som Simon Spies i sin tid selv rejste ud og købte.
Dem har hun doneret til Danmarks Indsamlingen, der afholdes i slutningen af januar til fordel for ofrene for jordskælvet i Haiti og til hjælp i Afrika.
- Jeg er egentlig bare budbringer. Det ville Simon også have gjort, hvis han havde levet, siger nyskilte Janni Kjær til B.T.
De 10 billeder har hængt i rejsekongens hjem. Malerierne er vurderet til mellem 2000-10.000 kroner.
- Jeg er ligesom alle andre dybt berørt af situationen i Haiti og vil gerne hjælpe. Jeg ved, at denne donation er helt i Simons ånd, så jeg håber, at malerierne vil indbringe mange penge til hjælp, siger Janni Kjær til B.T.
Billederne er sat på auktion hos Bruun Rasmussen og kan bydes på indtil den 30. januar, hvor Danmarks Indsamlingen løber af stablen.