Nyheder14. oktober 2023

Jens Peder Skønager vinder DM i kæmpegræskar

Et græskar på over 780 kilo sikrer lørdag græskardyrkeren Jens Peder Skønager DM-titel
Over 780 kilo græskar. Det er, hvad der skulle til, for at sikre sig førstepladsen ved DM i kæmpegræskar 2023.
Over 780 kilo græskar. Det er, hvad der skulle til, for at sikre sig førstepladsen ved DM i kæmpegræskar 2023.
 Foto: Tivoli

LÆS OGSÅ: Jens Peder afslører, hvordan han blev den bedste

Jens Peder Skønager sikrer sig endnu en DM-sejr i kæmpegræskar med et græskar på over 780 kilo.

Det skriver Tivoli, der afholder danmarksmesterskabet, i en pressemeddelelse. Det er fjerde gang, græskaravleren fra Ribe løber med sejren.

Jens Peder Skønager er meget begejstret for den nye titel i 2023. Og mange spørger til, hvad hemmeligheden bag er, siger han.

- Men om der er en decideret hemmelighed bag, ved jeg ikke, siger han og tilføjer, at omhyggelighed nok er en stor del af det.

- Det er det, jeg kan.

Og så tilføj hestemøg og de rigtige frø, der er velkomposteret over mange år, så nærmer man sig hans opskrift.

Den firedoblede vinder siger, at hvis andre vil have lige så stort held med at dyrke kæmpegræskar som ham, så handler det om at kende sin plante. Man skal aflæse, hvordan planten har det og behandle den derefter.

Og det kræver mange timer. Hvis man spørger Jens Peder Skønagers kone, så er det uendeligt mange timer, griner han.

- Men jeg bruger et par timer om dagen i gennemsnit, siger han, mens han fejrer dagens sejr i Tivoli med sin nærmeste familie.

Det er 16. gang, Tivoli afholder danmarksmesterskabet i kæmpegræskar. Ti græskaravlere var mødt op i haven med deres græskar. Men ingen slog Jens Peder Skønagers, der var groet til hele 784,8 kilo.

Den danske såvel som nordiske rekord for græskar lyder på 970,4 kilo og er sat i Tivoli i 2020 af selvsamme Jens Peder Skønager, der vandt titlen i år.

Han er da også klar til at give det et skud igen næste år. Allerede til vinter begynder han at søge efter det rigtige græskarfrø, der skal bruges i næste sæson. Og så starter han for alvor op i april.

- Det er en skidegod hobby. Men bliver belønnet hver gang, man kommer ud. Den gror helt vildt, siger han.

Sponsoreret indhold