Jeppe Nybroe i ny skandale
Der gik et sus gennem det meste af Danmark for 4 år siden, da den ellers altid så troværdige og professionelle vært på tv-avisen, Jeppe Nybroe, blev taget i at manipulere i et indslag om de danske soldaters tilbagetrækning fra Irak.
Efter en pause fra skærmen er Jeppe Nybroe på plads foran kameraet igen og arbejder nu som fast ankermand på TV2 Øst.
Men nu er han igen kommet i problemer. Denne gang handler det imidlertid ikke om manipulation, men derimod om fart. Jeppe Nybroe er nemlig blevet idømt en bøde på 3000 kr. samt fratagelse af kørekortet i 6 måneder efter at have kørt alt for stærkt på Køge Bugt Motorvejen, og i øvrigt - efter sigende - at have kørt hasarderet. Det skriver Ekstra Bladet i dag.
Jeppe Nybroe forklarede sig med, at han havde følt sig generet af en motorcykel, men den købte dommeren altså ikke. Så når nyhedsværten fremover skal på arbejde i Vordingborg, hvor TV2 Øst har hjemme, må det blive med toget ...