Jeppe Nybroe: Tilbage på skærmen
Den 35-årige journalist, som for halvandet år siden tog et kæmpestort spadestik til sin egen grav i TV-verdenen med et manipuleret nyhedsindslag på TV-avisen, er nu så småt på vej op ad det dybe hul igen.
Han har landet et nyt job på skærmen - godt nok ikke TV-skærmen - men computerskærmen. Jeppe Nybroe skal nemlig være studievært på B.T.'s web-TV, og det er han topbegejstret for.
- Jeg fornemmer på mine teenageniecer, min far på 68 år og mine Facebook-venner, at TVpå internettet er kommet for at blive og kommet for at tilbyde mange fantastiske muligheder, både for de moderne og for morfar, siger den tidligere vært på TV-avisen, om sit nye job.
Føler sig nærmest nyforelsket
- Jeg har i over 10 år været i et tæt kærlighedsforhold med "gammeldags TV", men i disse år åbner en helt ny TV-verden sig på internettet med uanede muligheder for seerne. Jeg er meget glad og taknemmelig for at være med til at tage nogle af de første skridt ind i den verden, ja, det er sgu så mit TV-hjerte banker nærmest lidt nyforelsket, siger Jeppe Nybroe til bt.dk.