Jette Fuglsang: Styrtet i døden

Hjemmesiden feltet.dk oplyser mandag, at den danske eliterytter Jette Fuglsang, 31 år, er omkommet under en træningstur i de franske alper.
"Det er med stor sorg og tristhed, at vi i dag har mistet en af vores bedste ryttere og største profil, enkeltstartspecialisten og den mest vindende dame A rytter i 2008 i Danmark", oplyser Team High End Sport i en pressemeddelelse ifølge hjemmesiden.
Feltet.dk skriver at Jette Fuglsang mistede livet efter at være styrtet på en nedkørsel.
I efteråret var Jette også uheldig på cyklen. Hun brækkede hoften. Stærkt lidende blev hun bragt til Aabenraa Sygehus - et hoftenært brud kaldte lægerne det, eller på godt jysk: toppen af lårbenet er brækket af hoften! Operation straks - bl.a. med nogle skruer! Men med sin ukuelige vilje var hun ude at cykle igen efter bare 5 uger.
På hjemmesiden Team High End Sport skrev Jette Fuglsang om sine ambitioner:
- Jeg har efterhånden været skadet i et pænt stykke tid med hhv. hoftebrud og springerknæ. Så min primære målsætning har været tilsidesat. Fokus har simpelthen været på i det hele taget at kunne komme til at cykle normalt og uden smerter igen.
I år er jeg med på lidt af et wild card, da jeg endnu ikke ved, hvor langt jeg er fremme mht. skader.