Nyheder28. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Joe Biden til kritikere: - Vi gjorde det godt

Selv hans nærmeste venner i partiet er kritiske over for den amerikanske præsident efter katastrofal tv-debat i nat - og det forstår han slet ikke

Præsident Joe Biden mener, at tv-duellen med tidligere præsident Donald Trump gik godt.

- Jeg mener, at vi gjorde det godt, hedder det i en udtalelse fra Biden til journalister, inden han gik ind i restauranten Waffle House uden for Atlanta for at få lidt natmad efter debatten.

Da Biden blev spurgt om, han var syg, svarede han, at han havde "ondt i halsen". Til et spørgsmål om, hvorvidt han havde nogen bekymringer over tv-duellens forløb, svarede han "nej" og tilføjede:

- Men det er svært at diskutere med en løgner. The New York Times har påpeget, at han (Trump) løj 26 gange.

Bidens vicepræsident, Kamala Harris, siger, at "det var en træg start".

- Det er åbenlyst for alle, at det gik trægt i begyndelsen, men præsidenten kom igen og stod for en stærk afslutning, siger Kamala Harris og understreger, at Biden under alle omstændigheder stod stærkt og i klar kontrast til Donald Trump i alle spørgsmål, som har størst betydning for USA's befolkning.

Julián Castro, tidligere boligminister under Barack Obama, skriver på X, at Biden "virkede uforberedt".

- Han virkede uforberedt, forvirret og ikke stærkt nok til at parere effektivt over for Trump, som lyver konstant, skriver Castro, som selv havde planer om at stille op som præsidentkandidat for Demokraterne ved valget i 2020.

Også den tidligere Obama-rådgiver David Axelrod mener, at Biden virkede "lidt desorienteret i begyndelsen af debatten."

- Jeg tror, at der var lidt af en chokfølelse over, hvordan hans stemme lød i begyndelsen, siger Axelrod, som tilføjer, at præsidenten blev stærkere under slutningen af debatten.

- Men på det tidspunkt tror jeg, at panikken var begyndt.

Sponsoreret indhold