Nyheder20. maj 2014

Jørn Ege er død af kræft

Den berømte læge sov stille ind i morges
Af af
https://imgix.seoghoer.dk/media/e5ac71260a98475aa70fd09da425a7c4.jpg


Jørn Ege er død efter at have kæmpet mod kræft i længere tid.

Det bekræfter hans tidligere advokat, Ole Schmidt, over for SE og HØR.

- Det er altid tragisk. Ja, hvad skal jeg sige? Han var en rigtig god ven, og vi kom rigtig tæt på hinanden. Jeg vil huske ham som en sød, betænksom og meget hjertevarm person, siger Ole Schmidt til SE og HØR.

Jørn Ege sov stille ind i morges i sit hjem med kæresten ved sin side. Han havde i weekenden haft besøg af sin datter, og ifølge Ole Schmidt nåede Jørn Ege at få taget ordentligt afsked med sin familie.

- Han vidste godt, hvilken vej det gik. Han havde tabt sig meget og var sengeliggende. Han vidste, hvad det ville ende med, og han var afklaret omkring det, siger Ole Schmidt.

Jørn Ege fortalte i slutningen af februar, at han havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen til bt.dk.

Allerede dengang var den skandaleombruste læge klar over, at hans sygdom kunne ende med at koste ham livet:

- Det her risikerer at koste mig livet, jeg kan dø af det, sagde penislægen til avisen, men tilføjede på samme tid, at han ikke ville give op uden kamp:

- En masse læger er allerede involveret i at få mig helbredt... Jeg er langtfra typen, der giver op. Jeg sætter mig ikke bare hen i en stol og bare venter på at dø, fortalte han.

Jørn Ege huskes nok af mange for sine talrige skandaler med skæve tissemænd, konkurs, betændte bryster, skattesvig, kunsttyveri, fejlslagne festsugninger og konkurs igen. Ja, listen over anklager var lang.

- Jeg husker ham som et hjertevarm menneske, medierne havde et andet indtryk. Og det kan jeg også godt forstå, at de havde. For udadtil kunne Jørn godt virke arrogant. Sådan opfattede jeg ham også i begyndelsen. Men denne arrogance dækkede bare over, at han var genert. Det er skammeligt, at han ikke nåede at få dét billede frem i medierne, siger Ole Schmidt til SE og HØR.

Opdateres….

Sponsoreret indhold