Nyheder30. september 2017

Joey Moe: Jeg blev afvist i fire sangprogrammer

Den succesfulde sanger stillede op til både "Popstars" og "Stjerne for en aften" flere gange

Joey Moe er en af de kunstnere, der nærmest er født til at blive en stor popstjerne.

Han er søn af sangerinden Lupe Moe, der sammen med sin søster, Lei, har været fast korsanger for alle de store danske musikere gennem 80'erne og 90'erne.

Allerede fra barnsben var Joey Moe da også sikker på, at det var musikken, han skulle arbejde med.

- Jeg har altid vidst, at det var det, jeg skulle. Jeg har aldrig været i tvivl, siger han.

Derfor valgte han for år tilbage at prøve lykken i både "Popstars" og "Stjerne for en aften", hvor almindelige danskere altså kunne få mulighed for at slå igennem som sangere.

De mange auditions gik dog langt fra som håbet for den unge og håbefulde Joey Moe.

- Jeg kom igennem køen. Det var det, jeg gik videre fra. Så kom jeg ind foran et kamera, og aner ikke, hvad jeg lavede, og så blev jeg rimelig hurtigt sparket ud igen, fortæller han.

Det kan være svært at forestille sig, at Joey Moe ikke altid har haft succes med sin musik, når han i dag kan se tilbage på en lang karriere med flere kæmpehits i bagagen.

Men for sangeren er fortidens afvisninger nu en vigtig del af historien om ham.

- For mig er det jo den vigtigste historie, jeg kunne fortælle. At på trods af nederlagene lyttede jeg til mine forældre og mine venner, og jeg fulgte mit hjerte og fortsatte, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/joey_moe_til_voice_junior_hvor_han_smiler_til_kameraet.jpg
 Foto: All Over Press

Joey Moe har netop udgivet nyt musik, og når han ikke optræder med sin egen musik, har han lige nu en fast plads som coach i "Voice Junior".

Her bruger den nu 32-årige sanger sin erfaring til at finde nye unge talenter.

Og netop erfaringen med lignende sangkonkurrencer - der altså ikke endte godt - kan Joey Moe også bruge i programmet.

- Jeg plejer faktisk at sige, "Hey, i skal bare lige vide, at jeg stille op til tre "Popstars" og et par "Stjerne for en aften", og jeg blev kylet ud med det samme. Og så fik jeg fyrre platinplader og et par guldplader og nogle awards cirka 20 år senere - 15 år senere", siger han.

Du kan høre meget mere om Joey Moes oplevelser i de forskellige musikprogrammer i videoen over artiklen.

I aften er han tilbage i "Voice Junior", når det løber over skærmen klokken 20:00 på TV2.

Sponsoreret indhold