John Legend kommer til Danmark
Den prisvindende musiker og sangskriver John Legend giver koncert i Danmark til efteråret.
Det skriver koncertarrangøren Live Nation i en pressemeddelelse.
Torsdag 28. september skal den verdenskendte sanger spille i Royal Arena på Amager som en del af den kommende turné med titlen "Darkness and Light".
John Legend skal spille i Danmark i anledning af udgivelsen af hans seneste album med samme titel som turnéen.
Legend har blandt andet vundet ti Grammy-priser, en Oscar og en Golden Globe for sin musik.
I 2007 fik hitmageren overrakt den særlige Starlight-pris fra Sangskrivernes Hall of Fame.
Blandt hans seneste projekter er en nyindspilning af titelnummeret til Disney-filmen "Skønheden og Udyret", som han har sunget sammen med sangerinden Ariana Grande.
Derudover har han medvirket i den prisbelønnede musical "La La Land".
Det er ikke første gang, John Legend lægger vejen forbi Danmark. Han har blandt andet givet koncert her i landet i 2014.
Billetsalget til koncerten i Royal Arena begynder 31. marts klokken 10.00.
/ritzau/