Jon Nørgaard: Det rene tyveri

Jon er frustreret. 2 af hans ufærdige sange flyder rundt på nettet uden hans godkendelse .
Og det er tyveri.
- Det er vildt irriterende. De ligger overalt og bliver downloadet i tusindvis. Jeg har skrevet rundt og forsøgt at få folk til at tage dem af, men det er umuligt at stoppe. Det er sindssygt, siger 24-årige Jon Nørgaard til B.T.
Jon havde lavet sangene for sin schweiziske ven, dj Remady. Sangene bliver i øjeblikket voldspillet på den spanske partyø Ibiza og i Grækenland, hvor en græsk radiovært har lagt sangene på nettet.
Sangtyveriet skete i kølvandet på et samarbejde med en anden schweizisk musikmager, DJ Antoine, som først fik lov at låne et par sange til en »promo-cd« - og som navnet antyder kun til brug for promotion, ikke salg.
Ikke desto mindre landede 2 af Jons sange på DJ Antoines salgs-cd og kan nu downloades på youtube.com og købes på blandt andet den danske side musik.tdconline.dk.