Nyheder27. oktober 2017

Jonatan Spang udsat for massiv kritik

Komikeren Jonatan Spang får hug for at forsøge at lave satire over borgmester-afgang
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jonatan-spang-27102017.jpg
 Foto: All Over Press

Komikeren Jonatan Spang får hug over en bred kam, efter at han troppede op på Københavns Rådhus, da Anna Mee Allerslev onsdag over middag trak sig som borgmester og fra politik efter en række uheldige sager.

Jonatan Spang toner hver søndag aften i denne tid frem på skærmen i satireprogrammet 'Tæt på sandheden', hvor nogle af ugens mest omtalte begivenheder kommer under behandling og får et Jonatan Spang-twist.

Og på søndag vil Anna Mee Allerslevs afgang indgå i programmet, og derfor var han mødt op på rådhuset onsdag for at få materiale til programmet.

Han stillede blandt andet spørgsmål om borgmesterens forhold til frysemad og TV-serier med baggrund i en ugegammel kampagnevideo for Anna Mee Allerslev, fra da hun stadig var kandidat til det kommende kommunalvalg.

Men at han som komiker brød ind i et politisk pressemøde og stillede spørgsmål i en alvorlig sag om borgmester-afgang i en sag, hvor Anna Mee Allerslev endelig stillede op til spørgsmål efter i flere omgange kun at have meddelt sig via Facebook var ikke populært - hverken blandt DR2-kolleger eller blandt politiske journalister og kommentatorer.

Spangs kollega på DR2, Niels Krause-Kjær, var stærkt utilfreds med Spangs optræden.

- Det kan nogle gange være befriende og skarpt med et satirisk spørgsmål til et ellers alvorligt politisk pressemøde. Men dét her var helt uden for skiven og hverken sjovt eller skarpt. Og det var helt uden fornemmelse for det, der foregik. Når en borgmester og spidskandidat træder tilbage fire uger før et valg, er det en alvorlig ting. Det er alvorligt for hende, for kommunen, for hele partiet – og dermed alvorligt for os alle sammen, siger Niels Krause-Kjær til b.dk.

BT's chefredaktør, Jens Grund, deler Krause-Kjærs holdning.

- Det var totalt respektløst over for et andet menneske i en meget svær situation. Og det var totalt respektløst over for en presse, der i forvejen kæmper mod fake news og mangel på troværdighed. Jeg håber, at den eller de ansvarlige chefer for de to udsendte har røde ører, siger han til Berlingske.

Politisk kommentator Henrik Qvortrup langer også ud efter Spang.

- Den forlængst antikverede DR-ironi, når den er værst og allermest pinlig, kalder han Jonatan Spangs stunt i et tweet.

Jonatan Spang har ikke sev kommenteret kritikken, men hans chef, Peter Green Larsen forsikrer, at der er en mening med galskaben, og at det vil stå klart, når 'Tæt på sandheden' sendes søndag.

Sponsoreret indhold