Nyheder15. november 2022

Jordens befolkning runder otte milliarder mennesker

Tirsdag vil verdensbefolkningen komme op på otte milliarder mennesker, og ifølge en professor skal det få os til at tænke os om
Jordens befolkning runder otte milliarder
Selv om vi bliver flere mennesker i verden, forudser en fremskrivning fra FN, at antallet af mennesker på jorden i 2080 vil stabilisere sig på 10,4 milliarder mennesker. (Arkivfoto)
 Foto: Adek Berry/Ritzau Scanpix

Vi bliver flere og flere mennesker i verden. Tirsdag ventes den samlede befolkning at runde otte milliarder mennesker.

Det viser en fremskrivning ifølge FN.

Befolkningen vokser dog ikke ukontrollerbart. Derfor er det ikke et problem i sig selv, at vi bliver flere mennesker på kloden.

Det fortæller Ilya Kashnitsky, der er professor i demografi ved Syddansk Universitet.

- Problemet er, hvordan vi mennesker forbruger, og hvordan vi tager os af miljøproblemer, siger han.

Fremskrivningen fra FN forudser, at den demografiske udvikling i de kommende år vil skabe potentiale for stor økonomisk vækst i flere udviklingslande. Det øger behovet for en mere bæredygtig måde at forbruge på.

- Det vil være helt naturligt, at lande i økonomisk vækst på et tidspunkt når samme forbrug, som de udviklede lande har i dag.

- Det er de udviklede landes ansvar at sikre et bæredygtigt forbrug, og de bør hjælpe den befolkning, der i fremtiden får råd til samme forbrugsgoder, med at finde en mere bæredygtig vej, siger Ilya Kashnitsky.

Det er særligt lande syd for Sahara-ørkenen, i Latinamerika og Caribien, der de kommende år har potentiale for store vækstspring. Årsagen er, at en stor andel af befolkningen er i den arbejdsdygtige alder.

Lykkes det for landene at udnytte potentialet, vil milliarder af mennesker blive rigere og forbruge mere.

Ifølge Ilya Kashnitsky er demografien allerede begyndt at ændre sig i landene syd for Sahara.

- Dødeligheden er aftagende. Fødselsraten har endnu ikke tilpasset sig den faldende dødelighed, men det vil formentligt ske i løbet af de kommende år, siger han.

Verdens befolkning forventes at vokse til 9,7 milliarder mennesker i 2050. FN forventer dog, at antallet af mennesker på kloden vil stabilisere sig på 10,4 milliarder i år 2080.

Årsagen til, at befolkningstallet ikke vil fortsætte med at stige i fremtiden, er ifølge Ilya Kashnitsky, at folk i takt med at deres levevilkår forbedres, vil få færre børn.

Sponsoreret indhold