Nyheder6 timer siden (opd. 4 timer siden)

Jordskælv rammer populær ferieø for danskere

Et jordskælv har mandag morgen ramt havet omkring populær ferieø. Der er registreret ikke mindre end 200 mindre jordskælv i området

Flere jordskælv har mandag morgen ramt havet og omkringliggende øer tæt ved den græske ferieø Santorini.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Skælvene begyndte at ramme området søndag og har stået på i over et døgn.

Et jordskælv med en styrke på 4,2 blev registreret mandag morgen klokken 07 på øen Anafi, der ligger under 30 kilometer fra Santorini.

Det hidtil kraftigste af skælvene havde en styrke på 4,8 ifølge data fra USA's institut for geologiske undersøgelser, USGS.

Der er en mindre risiko for, at området i nærmeste fremtid rammes af jordskælv med en styrke på op til 5,5. Det oplyser Efthymios Lekkas, der leder organisationen for seismisk planlægning og beskyttelse ifølge lokale medier.

Han udelukker skælv på 6 eller højere.

De lokale myndigheder opfordrede søndag beboere i flere berørte områder til at sove udendørs, mens andre blev anbefalet at forlade specifikke områder med fly eller færge.

Ifølge lokale græske medier brugte en lang række beboere natten udendørs enten i biler eller i områder, som myndighederne beskriver som værende sikre.

Desuden har skolerne i området lukket som minimum mandag.

Ritzau har været i kontakt med Udenrigsministeriet, der ikke kan oplyse, hvor mange danskere der befinder sig i det berørte område.

Ministeriet advarer dog rejsende i den aktuelle rejsevejledning om Grækenland.

- Der kan forventes større efterskælv i området. De græske myndigheder fraråder ophold i Amoudi havn og Old Port of Fiva. Undgå større indendørs forsamlinger. Følg de lokale myndigheders anvisninger, lyder det på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Jordskælvene omkring Santorini begyndte hen over weekenden, hvor de første skælv ramte søndag morgen.

Ifølge de græske myndigheder skyldes jordskælvene tektonisk aktivitet i undergrunden - og tilsyneladende ikke vulkansk aktivitet, skriver lokale medier ifølge Reuters.

Med andre ord vurderes skælvene at skyldes bevægelser i de tektoniske plader.

I sidste uge var der ellers meldinger om øget vulkansk aktivitet netop på Santorini. Det fik Grækenlands minister for civil beskyttelse til at indkalde beredskabet til møde om situationen.

Santorini er en af de mest populære ferieøer i Grækenland. Øen har en fastboende befolkning på 15.500 personer og tog imod 3,4 millioner turister i 2023, skriver AFP.

Øen ligger i Det Ægæiske Hav 175 kilometer sydøst for Athen.

Sponsoreret indhold