Nyheder10. oktober 2023

Kæmpebøde til Bilka: Solgte farlig sirup

Varehuset i Kolding havde ikke fået fjernet et tilbagekaldt produkt fra hylderne, og det har nu kostet en sur smiley og en bøde på 80.000 kroner
Bilka i Kolding står nu til at betale 80.000 kroner i bøde.
Bilka i Kolding står nu til at betale 80.000 kroner i bøde.
 Foto: Waage Jacob/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Sirup tilbagekaldes: Risiko for gæring

Mundvigene går formentlig en smule nedad hos medarbejderne i Bilka i Kolding i disse dage.

Den 12. september fik varehuset nemlig besøg af Fødevarestyrelsen, og det kostede butikken en sur smiley og en bøde på 80.000 kroner.

Det skriver JydskeVestkysten.

Den enorme bøde skyldes, at kontrollanterne fra Fødevarestyrelsen fandt to flasker karamelsirup, som tidligere på året blev tilbagekaldt, da produktet kunne gære og blive farligt.

I Bilka Koldings egenkontrol stod det ellers dokumenteret, at man dengang havde reageret på tilbagekaldelsen, og at produkterne var fjernet.

Men sådan forholdt det sig ikke.

Over for mediet beklager Jacob Krogsgaard Nielsen, der er presseansvarlig hos Salling Group, fejlen, men han undrer sig over bødens størrelse.

– Vi beklager, at der er sket en fejl, idet nogle flasker ganske enkelt blev overset. Varen er ikke sundhedsfarlig, men uegnet til konsum, da der var observeret risiko for synligt mug i nogle flasker. Alle varer burde naturligvis være blevet fjernet.

– Vi synes så ikke, at forseelsen står mål med så stor en bøde, som er i samme størrelsesorden, som hvis butikken bevidst ikke havde fjernet en meget samfundsfarlig fødevare, siger Jacob Krogsgaard Nielsen.

Det er ikke første gang, at Salling Group har fået en bøde for at have tilbagekaldte produkter på hylderne. I august 2023 solgte Føtex i Esbjerg nemlig "farlige" bobler, og det kostede ligeledes varehuset en stor bøde.

Sponsoreret indhold