Søren Ryge forelsket i model Kærlighed ved første blik
Ét blik på Johanne var nok. Søren Ryge var ramt.
– Det er håbløst at sætte ord på, men man kan godt sige, jeg blev forført af hendes stærke blik, fortæller den 71-årige TV-vært, journalist og forfatter til SE og HØR om den første gang, han så Johanne.
Kærligheden har nu holdt i godt fem år, og hun kan stadig sætte noget i gang i ham.
– Hun er ikke smuk, på den måde man ser i reklamer, ugebladeog på film, og hun er ikke stadset op. Men hun ser mig direkte i øjnene, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun er ægte, fortæller han med begejstring om forsidemodellen.
Første gang Søren Ryge så Johanne, var på forsiden af bogen ”De forsvundne – Hedens sidste fortællere”. Nu hænger hun og de andre fra bogen på Skovgaard Museet i Viborg frem til den 22. januar næste år. (Foto: René Schütze)
Ingen jalousi
Umiddelbart skulle man tro, at der med den nye kærlighed var lagt i kakkelovnen til ballade på den ægteskabelige front. Men Søren Ryges kone Cathrine Becher tager det, så vidt vides, med ophøjet ro.
Johanne Kirstine Pedersdatter hører da også fortiden til, som en de mange hedebønder, fotografen Peter Olsen i 1800-tallet drog rundt og portrætterede sammen med folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Altså ikke umiddelbart en trussel mod husfreden hjemme på gården i Djursland, hvorfra DR har sendt direkte TV fra haven i godt 28 år.
Anmassende opførsel har Søren Ryge det svært med, men ellers trives han som midtpunkt for opmærksomhed. – Jeg ville være hovskisnovski, hvis jeg sagde andet. Folk vil jo i reglen bare fortælle, at de er glade for mine programmer. For nylig faldt to 15-16-årige drenge mig om halsen på Strøget i København med et ”Hej, Søren Ryge, hvor fedt ...”. Det gjorde mig både glad og stolt. (Foto: René Schütze)
Søren Ryges sjove jule-fetish
Ikke den eneste ene
Billedet af Johanne lever imidlertid stadig. Og i en sådan grad, at mange andre end Søren Ryge har fået øjnene op for hende.
Netop nu hænger hun og de andre portrætter derfor som mandshøje fotostater på udstillingen ”Hedens ansigter” på Skovgaard Museet i Viborg. Skal man dømme efter tilstrømningen ved ferniseringen, hvor Søren Ryge holdt åbningstalen, så sælger Johanne stadig billetter. Forklaringen er ligetil, mener han.
– Hun gik lige i mit hjerte, og det samme tror jeg sker for alle andre, som ser hende. Det er ikke en udstilling, man skøjter igennem på fem minutter.
– Et blik kan sige alt, afhængigt af hvor direkte det er, og hvor længe det holdes, demonstrerer TV-værten over for SE og HØRs journalist. (Foto: René Schütze)
Søren Ryge: Strinter
Genernes skyld
Anderledes var det, da han for nylig så moderne installationskunst i Aarhus. Det rørte ham ikke det fjerneste.
– Jeg er tiltrukket af det enkle liv. Det liv, der leves på landet, ikke at forveksle med vor tids moderne landbrug. Hvorfor? Ja, den eneste forklaring, jeg kan give, er, at jeg er vokset op på landet. Mine forfædre på både mødrene og fædrene side var bønder, og der skal nok også være en hedebonde imellem dem. I mange år ville jeg selv være bonde. Det ligger dybt i mig. Man kan vel nærmest sige, at det er genetisk, siger han.