NyhederI går

Kandis-Johnny tæt på at besvime bag rattet: "Jeg var megastresset"

Forsangeren i Kandis, Johnny Hansen var "megastresset" og tæt på at få diabetes. Det afslører han i en ny bog, som han har skrevet med kendt sundhedsekspert
Kandis-forsangeren har tidligere fortalt, at han har tabt sig 15 kilo. Nu kommer han med ny bog sammen med sundhedseksperten, Bente Klarlund.
Kandis-forsangeren har tidligere fortalt, at han har tabt sig 15 kilo. Nu kommer han med ny bog sammen med sundhedseksperten, Bente Klarlund.
 Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Et liv på landevejen kan tage hårdt på kroppen. Det kan den folkekære kandis-forsanger, Johnny Hansen skrive under på.

I en ny bog, som han har skrevet med sundhedseksperten Bente Klarlund, afslører han, hvordan hans krop var "en tikkende bombe", og at han var tæt på at blive alvorligt syg, før han indså, at han måtte ændre sine usunde vaner.

Det fortæller Kandis-Johnny til TV Midtvest.

- Jeg har været megastresset. Jeg elsker det, jeg laver, og har arbejdet alt for meget. Jeg sov dårligt og har fået flere gule kort ved at være tæt på at besvime, mens jeg kørte. Så ringer alle alarmklokker, siger Johnny Hansen til TV Midtvest.

I mere end 30 år har Kandis-forsangeren turneret land og rige rundt, men livet på landevejen med aftensmad på tankstationer og motorvejsbistroer kan være hårdt for kroppen.

Ifølge Johnny Hansen tog han oftest de nemme og usunde valg, når det kom til mad på farten. Meget ofte endte aftensmaden med at bestå af to hotdogs, fortæller Kandis-Johnny.

Men et TV2-program blev for tre år siden vendepunktet for Johnny Hansen. I programmet "Junkfood-eksperimentet" mødte han overlæge og sundhedsekspert, Bente Klarlund, som beskrev musikerens krop som en "tikkende bombe". Han vejede for meget, var stresset og godt på vej mod at få diabetes.

Det var her, hvor han fik øjnene op for, hvor alvorlig en tilstand hans krop var i. Han havde flere stress-symptomer og havde flere episoder, hvor han nær havde mistet bevidstheden i sin bil.

TV-programmet og mødet med Bente Klarlund blev startskuddet til, at dansktop-musikeren begyndte at kigge sine usunde vaner efter i sømmene.

Nu er makkerparret så klar med bogen med titlen "Klarlund og Kandis på kur - forever". Her deler de to ud af gode råd til andre, der også bøvler med de usunde vaner. Bogen er en blanding af erfaring fra Johnny Hansens eget liv - tilsat videnskabelige råd og undersøgelser fra Bente Klarlund.

Bogen henvender sig ifølge Johnny Hansen især til midaldrende mænd som ham selv. Og det er ikke kun for fysikken, at de tabte kilo betyder noget. Også i forhold til det mentale har det givet pote. Kandis-forsangeren fortæller nemlig, at han har fået det 100 gange bedre efter sit vægttab.

Ikke nok med at vægttabet har kastet en helt ny bog af sig, så har Johnny Hansen også skrevet en ny sang om hans nye sunde livsstil.

Han understreger dog, at det ikke er en opsang, men handler om de små ting, man kan gøre i det daglige for at leve sundere.

Sponsoreret indhold