Kandis-Johnnys datter kendt skyldig
Kandis-forsanger Johnny Hansens 21-årige datter, Cecilie Hansen, er fredag ved retten i Holstebro idømt 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år.
Hun blev kendt skyldig i hæleri og medvirken til tyveri.
Cecilie Hansen udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.
LÆS OGSÅ: Cecilie: - Derfor blev min far hjemme fra retten
Sammen med tre venner på 17, 21 og 26 år sad hun på anklagebænken i en retssag, der startede den 19. august og varede yderligere to dage.
LÆS OGSÅ: Kandis-Johnny sendte mor i retten
Johnny Hansens datter var tiltalt for hæleri, da hun mellem den 27. og den 30. december 2013 skulle have indløst flere stjålne skrabelodder til en værdi af over 25.000 kroner i forskellige kiosker i Thisted.
Ud over tiltalen for hæleri sad Cecilie Hansen på anklagebænken for medvirken i et tyveriforsøg hos en bilforhandler i Vestervig den 17. februar i år ikke langt fra sin nordjyske hjemby Hurup.
LÆS OGSÅ: Politi: Kandis-Johnnys datter skal bag tremmer
Hendes tre venner, der sad ved siden af hende i retssalen i Holstebro, var tiltalt for langt flere forhold blandt andet for besiddelse og salg af store mængder hårde stoffer.
De unge mænd har også været skyld i, at Kandis-forsangerens hus i Hurup, som han udlejer til sin datter, har været ransaget af politiet.
Under en sådan ransagning i oktober sidste år blev der blandt andet fundet 35,9 gram amfetamin, 2,34 gram heroin og 1,3 gram hash hjemme hos Cecilie.