
Kardinaler planlægger begravelsen: Pave Frans ligger i en åben kiste i Vatikanet
Nu begynder pavens sidste rejse
SENESTE: Nu er det besluttet, hvilken dag paven skal begraves
LÆS OGSÅ: Her møder Kong Charles og dronning Camilla paven
Mens den katolske verden sørger over pave Frans' død, mangler en vigtig beslutning stadig at blive truffet - nemlig hvornår paven skal begravelse.
Derfor mødes kardinaler tirsdag morgen i Vatikanet for at beslutte en dato for pavens begravelse. Det skriver BBC.
Mødet skal ifølge BBC foregå klokken 9.00 lokal tid.
Kardinalernes møde bliver det første af en række ceremonielle begivenheder, der følger i kølvandet på en paves bortgang.
I første omgang bliver pave Frans' lig flyttet til Peterskirken onsdag morgen klokken 9.00 lokal tid.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er den katolske kirkes kardinaler, der har besluttet tidspunktet.
Et liv i bøn
Pavens lig skal flyttes ind i Peterskirken før begravelsen, så offentligheden kan vise respekt over for paven, skriver BBC.
Pave Frans, som blev 88 år, døde mandag af et slagtilfælde og efterfølgende hjertestop.
Der er erklæret ni dages officiel sorg i Vatikanet efter pavens død. Den begynder tirsdag.
Begravelsen finder ifølge BBC typisk sted mellem den fjerde og sjette dag efter en paves død. Det vil i så fald være mellem fredag og søndag.
Tirsdag morgen har Vatikanet delt billeder af paven, der ligger i en åben kiste.
Pave Frans har i sit testamente bekræftet, at han ønsker at blive begravet i kirken Santa Maria Maggiore i Rom og ikke Peterskirken som mange andre paver.
Af teksten fremgår det, at han ønsker at blive begravet "i jorden, uden særlig dekoration", men med sit pavenavn på latin: Franciscus.
Santa Maria Maggiore er en af de fire hovedkirker i Rom. Den blev grundlagt i år 432.
Selve begravelsesceremonien ventes at finde sted i Peterskirken.
Pave Frans har bedt om at ligge i en simpel trækiste. Hans forgængere er derimod blevet begravet i tre kister placeret inden i hinanden og lavet af henholdsvis cypres, bly og eg.
Pave Frans, der havde det borgerlige navn Jorge Mario Bergoglio, blev født i Argentina og var den første sydamerikanske pave.
Han blev valgt som pave 13. marts 2013.
