5 friske: Karsten Ree i smertehelvede: Frygter kræften har spredt sig
1. Millionær og realitystjerne Karsten Ree har i mere end et år kæmpet mod blærekræft, men nu frygter den 71-årige realitystjerne, at kampen bliver endnu hårdere. Han er nemlig bange for, at kræften har spredt sig.
- Jeg har haft rygsmerter forholdsvis længe. Jeg kan ikke sove på ryggen. Jeg kan skiftevis sove på den ene og den anden side, men jeg har virkelig ondt. Smerterne er ulidelige. Jeg tager noget smertestillende for at sove. Jeg vil helst undgå det, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke nå min venstre fod, så Janni hjælper mig med sko og strømper, siger Karsten Ree i et interview med Her & Nu.
Karsten Ree skal fredag CT-scannes for at finde ud af, hvordan ryggen gør så ondt.
2. Der går rundt regnet 50.000 musikelskere rundt med sommerfugle i maven og ”Born to Run” på playlisten i dag. For alletiders arbejdersøn og rocksanger – Bruce Springsteen – vælter nemlig Parken i aften. Og de mange koncertgæster, der altså nåede at sikre sig billet, inden alle blev hevet væk på under en time, kan altså se frem til at skråle med på hites som ”Born to Run”, ”The River” og ”Badlands”.
3. Det svenske folk trøstede sig nok med ekstra snus og köttbullar i går, efter at deres altoverskyggende fodbold-geni – Zlatan Ibrahimovic – fortalte, at han er færdig med at brillere i den blå-gule bluse. Svenskerne kan dog glæde sig over, at deres 34-årige angriber formentlig skal til at score mål for et af Englands allerstørste hold. I hvert fald mener flere britiske medier at vide, at Zlatan har skrevet kontrakt med mægtige Manchester United.
4. Et andet sted på grønsværen endte noget så uskyldigt som en prut med et rødt kort (ja, du læste rigtigt). En svensk dommer bad således den 25-årige syvendedivisionsspiller Adam Lindin Ljungkvist om at fise i bad, efter at han slap en vind under en kamp mellem sin klub Pershagens SK og modstanderne fra Järna SK.
- Jeg blev mødt til at fise, jeg havde ondt i mavsen. Så jeg slap en ”kæmpebrager”, slet og ret, fortæller Adam til det svensk medie Länstidningen Södertalje.
Sådan en opførsel gav en advarsel, og da Adam havde sådan en i forvejen, var det fluks i bad.
5. En anden fodboldspiller gør sig for tiden bemærket – men dog ikke på grund af ufrivillig luftafgang. David Beckham blander sig nu i debatten om briternes fremtid i EU. Fodboldikonet er ikke i tvivl om, hvad han mener: Briterne SKAL blive i EU. Dén kommentar har allerede fået over 525.000 ’likes’ på Instagram – så måske det tætte løb nu er afgjort her dagen før dagen?