Nyheder13. oktober 2016

Kaya Brüel voksede op hos far

44-årige Kaya Brüel voksede op hos sin far i København, mens hendes mor, Sanne Brüel, plejede karrieren i Aalborg.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kaya_bruel_2.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Komponisten og sangerinden Sanne Brüel var ingen traditionel mor for Kaya Brüel. Hun blev skilt for Kayas far, Niels Herskind, da Kaya var 2, og faderen flyttede ind hos sine forældre med den lille pige. Sanne bosatte sig i Aalborg, hvor hun startede bandet "Jomfru Ane Band" med søsteren Rebecca, og hun fik en stilling på Jomfru Ane Teatret.

Kaya voksede op hos sin far, der efter lidt tid var flyttet i et kollektiv i Store Kongensgade i København.

- Min mor var en atypisk mor. Hun var musiker og kunstner og rummede en masse andre ting, som en typisk mor måske ikke gør, har Kaya Brüel fortalt til SE og HØR.

I stedet overtog hendes fars nye kone Mette den traditionelle morrolle for Kaya og mormorrollen for Kayas to børn Alois og Asta.

Og Mette har en særlig plads i Kayas hjerte.

- Det er sjovt, for sådan en papmor, man kommer rigtig godt ud af det med, er jo ikke en mor. Heller ikke en søster eller en veninde. Men hun rummer alt. Jeg tror, hun er en af de vigtigste mennesker, i mit liv, siger hun om stedmoderen, der er mor til to af Kayas yngre søskende.

Gennem sin opvækst og ungdom har Kaya dog stadig besøgt sin mor i Aalborg jævnligt. Både moderen og mosteren Rebecca har fungeret som sparringspartnere for den spirende sangerinde Kaya Brüel, der udgav sin første plade som 19-årig. Helt frem til sin død, havde Sanne Brüel en vigtig rolle for Kayas musik.

- Hun har altid betydet rigtig meget. Hun var altid den første, jeg viste noget nyt. Når jeg var i tvivl, kunne jeg søge råd hos hendem siger Kaya om moderen, der gik bort efter cancersygdom for fem år siden.

Kaya Brüel fejrer i år 25-års jubilæum samtidig med, at hun netop har udgivet sit tiende album "Nu & Nær. Pladen indeholder blandt andet sange om det komplicerede forhold, Kaya havde til sin mor. Men også en sang om de sidste øjeblikke, hun delte med moderen, inden hun gik bort.

Kaya Brüel står i øjeblikket på scenen med blandt andet Sys Bjerre, Andreas Bo og Mathilde Norholt i musical-komedien "DIRCH".

Læs hele interviewet med Kaya Brüel i SE og HØR, der udkommer i morgen.

Sponsoreret indhold