Nyheder21. januar 2019

Kendt kramme-terapeut tiltalt for voldtægt

Den kendte ernærings- og krammeterapeut Per Brændgaard er tiltalt for voldtægt på en af sine klienter under en såkaldt krammeterapi-session
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/krammeterapeuten.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Normalt spreder han gode råd om kost, sundhed og ernæring, fortæller om sin krammeterapi eller om sit virke som forfatter. Han har gjort det til en forretning at sælge kram især til singlekvinder, som savner berøring. Per Brændgaard har mange hatte, men nu er han kommet i modvind.

På fredag sidder han nemlig på anklagebænken i Københavns Byret.

Per Brændgaard er tiltalt for voldtægt af en 29-årig kvinde, som han havde i krammeterapi på sin adresse på Østerbro. Det skriver Ekstra Bladet, som har søgt aktindsigt i anklageskriftet mod krammeterapeuten.

Det er også i lejligheden på Østerbro, han normalt tager imod klienter, som betaler 700 kroner for en times krammeterapi.

Ifølge anklageskriftet skaffede Per Brændgaard sig samleje og andet seksuelt forhold end samleje med kvinden under foregivende, at de skulle have en krammeterapi-session. Det skete ifølge Ekstra Bladet 31. maj sidste år.

Ikke en klient

Ernæringseksperten, krammeterapeuten, forfatteren osv. Nægter sig skyldig og siger, at kvinden havde frivillig sex med ham.

Og ifølge ham har kvinden aldrig været hans klient.

- Hun har aldrig nogensinde være min krammeklient. Vi har aldrig haft et terapeut/klient-forhold, siger han til Ekstra Bladet.

Han afviser dog ikke, at de to har haft sex.

Siden det kom frem, at Per krammeterapeuten er tiltalt for at have udnyttet sin situation som krammeterapeut, har han skrevet et hav af indlæg om emnet på sin Facebookprofil

I et af dem står der:

- Jeg føler mig under angreb af en kvinde, hvor jeg kun kan gisne om hendes motiver, og hvorvidt hun handler alene eller under påvirkning af andre. Det er påfaldende, at angrebet startede i en periode, hvor jeg er meget politisk aktiv i min blog og på Facebook, skriver han i en lang opdatering på Facebook.

Per Brændgaard har ikke afgivet forklaring til politiet undervejs i efterforskningen, fordi det angiveligt ifølge hans advokat vil blive brugt imod ham, uanset hvad han siger.

Men han har planer, om at give sin fulde forklaring af situationen under retssagen på fredag.

- Jeg håber virkelig, at jeg kan få anledning til at se hende i øjnene, fordi den beskyldning skal man ikke få lov at slippe afsted med uden at se den, man anklager, i øjnene, siger han videre til Ekstra Bladet.

I et åbenhjertet interview med DR tilbag ei 2015 fortalte den nu voldtægtsanklagede Per Brængaard, at han er polyamorøs og har haft op til 10 kærester samtidig.

- Jeg har engang været oppe på at have 10 kærester. Der begyndte jeg at få fysiske stresssymptomer, for så skulle man have en om formiddagen og en om eftermiddagen. Kvinder er jo rimeligt nok krævende, så der måtte jeg virkelig skære ned, fortalte han i interviewet.

Krammeterapien kan ifølge Per Brændgaards hjemmeside hjælpe mod en række lidelser som stress, søvnbesvær, overvægt og depresseion. Udover terapien driver han også en privat krammeklub fra hjemmet på Østerbro, hvor voldtægten angiveligt skulle være sket. Her mødes mænd og kvinder for at kramme. Krammeterapeuten gør et stort nummer ud af at understrege, at krammeklubben ikke er en swingerklub, og at tøjet bliver på og at seksuelle berøringer er forbudte.

Sponsoreret indhold