Kan du huske de sjove videoer: Kendte i skøre reklamer
Punkt 1, Sonofon og Storebælt er bare tre eksempler på firmaer, der har benyttet sig af danske skuespillere i deres reklamefilm, som danskerne har kunnet nyde midt i aftenkaffen i løbet af de seneste år.
Selv om Mads Mikkelsen bestemt ikke mangler jobs i "rigtige" film, har han ofte sagt ja til at medvirke i reklamer. Og den 51-årige far til to smider gerne noget af tøjet, når der skal fokus på firmaet. I 2010 kunne man derfor opleve Mads Mikkelsens blottet bryst, da han tonede frem som Star Tours blikfang.
- Mads Mikkelsen er elsket i hele Norden, for sine fantastiske præstationer som skuespiller. Han har en karisma, som vi kan lide, og vi glæder os meget over, at netop han spiller hovedrollen i vores nordiske reklamefilm, der er blevet indspillet på vores nye feriemål, Koh Samet her i juni, sagde Stig Elling dengang om scoopet.
I 2006 var det også vand, der var omdrejningspunktet for Mads. Sammen med Nicolas Bro reklamerede han for Storebælt. Og det nyeste skud på Mikkelsens reklame-stamme er noget så dansk som Carlsberg. Godt nok taler han engelsk i filmen, men gaderne er danske, og reklamen bærer titlen "The danish way".
Men Mads er ikke den eneste skuespiller, vi har set i reklamer. Øverst i artiklen kan du se en ung Nikolaj Lie Kaas i gul spandexdragt, da han var en del af Punkt 1-universet.
Også Casper Christensen er blevet lokket til at stå i front for et kendt brand - nemlig grænsehandelkæden Fleggaard. Her var formatet en anelse anderledes, for reklamerne mindede om en TV-serie og blev drypvis lagt ud på de sociale medier.
- Man kan diskutere, om dette er mere underholdning, end det er reklame, for underholdningsværdien ligger på niveau med de serier, man normalt ser Casper i, sagde direktør i reklamebureauet bag serien, Lars Samuelsen, til b.dk.
Men det er ikke alle skuespillere, som vil have deres navn sat i forbindelse med et firma.
Det kom frem i en artikel i Magasinet Sceneliv, der udgives af Dansk Skuespillerforbund, i 2011.
- Nu er det dog nærmest blevet et mantra for mig at sige nej, så foreløbig bliver jeg i det idealistiske hjørne, jeg har malet mig op i, siger Lars Mikkelsen.
Også Trine Dyrholm har holdt sig fra reklamer, men hun har dog lagt stemme til.
- I dag tror jeg ikke, at en reklamefilm eller to gør den store forskel på din karriere. Hvis man ikke har så meget at lave, kan man måske endda synlighedsmæssigt nyde godt af den. Hvis nu jeg gerne vil med min søn og min mand på en jordomrejse en dag, kan det måske være en god grund til at indspille reklamefilm, fortæller Trine Dyrholm
Herunder kan du nyde endnu flere kendisser som reklamefigurer: